Nedbrændte Bjørnemose Gods bevogtet: Tirsdag begynder efterforskningen

Mandag eftermiddag udbrød der brand på det historiske Bjørnemose Gods i Svendborg. Indtil brandundersøgelsen kan gå i gang tirsdag holder Hjemmeværnet vagt ved godset.

Den omfattende brand, der raserede det historiske gods Bjørnemose Gods i Svendborg mandag eftermiddag, blev slukket sent mandag aften.

Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Milan Holck Nielsen til TV 2 Fyn.

Siden da har Hjemmeværnet holdt vagt ved godset.

- Vi har bevogtning der nede for at sikre stedet, så vi kan lave en brandundersøgelse, fortæller vagtchefen.

Fuldstændig ødelagt

Så snart, det bliver lyst, forventer Milan Holck Nielsen, at efterforskningen af branden kan begynde.

- Vi går i gang så hurtigt som muligt, siger han.

Branden brød ud tidligt mandag eftermiddag. Den var så omfattende, at vagtchef Henrik Strauss allerede, mens branden stadig havde fat, vurderede, at godset er "fuldstændig ødelagt".

Efterforskningen skal nu vise, hvordan branden opstod. Hverken politiets indsatsleder på stedet eller vagtchefen kan på nuværende tidspunkt komme med et bud på, hvad der skete forud for branden.

500 år gammelt gods

Ifølge Danske Herregårde er Bjørnemose Gods' hovedbygning opført efter Erik Carl Bille Brahes overtagelse af herregården i 1854.

Bjørnemose er en såkaldt sædegård, der ligger i Tved Sogn, og den var oprindeligt ejet af Kongehuset.

Gårdens historie kan spores tilbage til 1531.

I dag er godset ejet af en fond og  fungerer som kursussted og lægger lokaler til konferencer, brylluper og andre store fester.

Ingen kom til skade under branden, og de personer, der opholdt sig på godset, nåede selv ud uden hjælp.

Oversigt

    Oversigt