Niårig laver forældres baghave om til skøjtebane

Isak Friborg savner at træne ishockey med sin far, så sammen har de forvandlet families baghave til en skøjtebane.

Hvad gør man, når døren til ishockeyhallen har været låst i måneder, og når fire ugers frost endnu ikke har været nok til at gøre det sikkert at skøjte på byens søer?

Er man niårige Isak Friborg får man sin far til at fryse baghaven om til skøjtebane.

- Jeg er endelig kommet på is igen efter to måneder, fortæller Isak Friborg, der normalt spiller på Odense Bulldogs U11-hold, når coronapandemien ikke hærger.

Et spørgsmål om frostgrader

Gennem flere dage har Mogens og Isak Friborg stampet sneen glat i haven i Skårup og vandet sneen med familiens haveslange, der ellers normalt ikke er i brug om vinteren.

- Det har været en drøm og et ønske om at prøve det i mange år. Det var bare et spørgsmål om, at der skulle være nok dage med frost, fortæller Mogens Friborg.

Det meste er baghaven i Skårup er forvandlet til spejlglat is.
Det meste er baghaven i Skårup er forvandlet til spejlglat is.
Foto: Sara Fuglsig

Isak Friborg har haft en stav i hånden og skøjter på fødderne, siden han var bare to et halvt år gammel. I ishockeyhallen er det hans far, der træner ham og de andre spillere under 11 år, og på den måde er det ikke så meget anderledes på den spejlglatte græsplæne i Skårup.

Professionelle drømme

Mogens Friborg har selv spillet ishockey siden 1974. Det har derfor været svært for både far og søn at se skøjterne ligge urørt på bryggersgulvet siden december.

- Det er fedt at kunne have noget sammen med sit barn igen og drømme videre på store drømme om at blive en dygtig ishockeyspiller. Det er fedt som far og søn at kunne gøre det.

- Det er en stor del af vores liv. Vi bruger mange timer på det, så det har været et stort tomrum, der har været de seneste to måneder, fortæller Mogens Friborg.

Hvor længe Isak og Mogens Friborg kan stå på skøjter i baghaven afhænger nartuligt af vejret. De seneste dages ekstremt kolde nætter med minus 18 grader ser dog ud til at hænge i i hvert fald weekenden med.

Oversigt

    Oversigt