Ny arena til 60 millioner kroner på vej: GOG's hjemmebane rykker by

Lokale erhvervsfolk smider 60 millioner kroner efter en ny, stor multiarena , der skal bygges i Svendborg. Her skal GOG og Svendborg Rabbits fremover have hjemmebane.

Når håndboldklubben GOG i fremtiden skal spille hjemmekampe, sker det ikke på den sædvanlige hjemmebane i Gudme. 

For fem store og fem mindre private investorer smider nu 60 millioner kroner efter den nye arena. 

Det blev mandag formiddag præsenteret på et pressemøde ved Svendborg Idrætshal.

- Det er en glædens dag for GOG, som vi har set frem til længe, siger GOG's direktør, Kasper Jørgensen.

Den nye arena skal bygges ved Svendborg Idrætscenter og have plads til 3.400 tilskuere, som er en del mere end de knap 2.000 tilskuere, der er plads til i Gudmehallen, hvor GOG lige nu spiller sine hjemmekampe. 

- Vi er fuldstændig med på det her og har haft et ønske om at få bedre faciliteter - også gerne i Svendborg, fortæller Kasper Jørgensen.

Samme billede tegner sig hos den sydfynske basketklub Svendborg Rabbits. Den skal også have hjemmebane i den nye arena.  

- Det gør, at vi får et kæmpe løft i forhold til vores nuværende rammer. Vi får nogle muligheder på den lange bane og kan komme ud og spille europæisk basket. Det vil vi rigtig gerne, forklarer Troels Fjellø Mortensen, der er direktør i Svendborg Rabbits.

- Det giver os også mulighed for at kunne byde ind på eventuelle landskampe, der kan komme til Sydfyn. 

Lokale investorer lægger millionbeløb

De fem store investorer, der allerede er fundet, har alle dybe rødder i Svendborg og Sydfyn. 

Det gælder blandt andet for tobaksproducenten Halberg A/S, der er én af dem. Og her er femte generation i Halberg-familien meget stolt over at være med i den nye arena.

- Jeg håber rigtig meget på, at den her hal kommer til at være for fællesskabet og for bredden i byen. Det her skal hverken være en elitehal eller kun for amatøridrætten. Den skal omfavne kulturliv, sport og underholdning, siger Frederik Halberg, administrerende direktør i tobaksproducenten Halberg A/S.

De fire øvrige store investorer er C.C. Jensen A/S, Humlebo Gruppen A/S, HV Invest, og Fonden for Fynske Bank.

Ifølge Fyns Amts Avis bidrager de hver især med fem millioner kroner, mens de fem mindre investorer hver lægger en million kroner i projektet. De fem investorer bliver tilknyttet projektet over de næste måneder. Resten af pengene kommer fra banklån, som investorerne kautionerer for. 

Dermed skal Svendborg Kommune ikke selv finde penge til projektet. Det skal dog godkendes i kommunalbestyrelsen, inden første spade stikkes i jorden. 

- Det er vi selvfølgelig enormt taknemmelige for. Det giver en ny scene, fordi den størrelse er en ny dimension i Svendborg. Det giver en mulighed både i forhold til sportevents og også i forhold til kommercielle events, siger Bo Hansen (S), borgmester i Svendborg Kommune.  

Ifølge initiativtagerne skal der indhentes tre tilbud på projektet, og man forventer at byggeriet går i gang inden for det næste års tid, og at arenaen kan tages i brug inden udgangen af 2024.

Inden da skal Svendborg også huse Landsstævnet, hvor tusindvis af gæster og ikke mindst efterskoleelever vil indfinde sig. Her skal 5.500 efterskolelever blandt andet lave en fælles opvisning - og du kan få en smagsprøve på, hvordan det ser ud her.

Oversigt

    Oversigt