I det fynske folks tjeneste

Ny radio: Ungdommen gør klar til at sende fynske Loud i luften

Radio Loud vil fange de unge med en ny måde at formidle nyheder på.

"Loud Lab" er en fokusgruppe hentet i Radio Louds målgruppe (15-32 år). Gruppen er på cirka 80 personer og samles en gang om måneden. Foto: Linda Olsen/Radio Loud

Nu kan ventetiden for den Svendborg-baserede landsdækkende DAB-radio Radio Loud tælles i uger. 1. april går radioen nemlig i luften.

Selvom Loud er udtænkt i Svendborg, forankres hovedparten af radiostationens aktiviteter på Christianshavn i København.

Nyhedsredaktionen får derimod hjemme hos Radio Diablo i Svendborg.

Her skal et hold journalister have sin daglige gang og være med til at sikre, at Loud leverer de 114 minutters nyheder i døgnet, som sendetilladelsen kræver.

Læs også Store planer: Millioner skal gøre fynsk musikscene mere attraktiv

- Jeg har ansat en flok, der kommer forskellige steder fra. Det betyder noget, at de stadigvæk har kontakt til de områder, for så har vi lidt større mulighed for at lytte på vandrørene forskellige steder i landet, siger nyhedschef Linda Olsen til Mediawatch.

Hun tilføjer, at hun tror, at Loud vil få et lidt bredere aftryk i landet, når man sidder et andet sted end i København.

80 unge udvikler

Radiostationens målgruppe er unge i alderen 15 til 32 år, og en gang om måneden hentes cirka 80 unge fra målgruppen ind for at udvikle Loud.

Ungdom er også nøgleordet på nyhedsredaktionen. I alt er der ansat ti journalister, som for de fleste er i 20'erne. Og det et bevidst valg.

Linda Olsen forklarer, at den unge redaktion skal tage en form for opgør med den klassiske oplæsning af nyheder og i stedet fortælle nyheder.

- Vi er nødt til at forstå den referenceramme, vores lyttere har. Vores målgruppe har et andet sprog, og vi skal bruge et sprog, som er involverende og relevant. 

Flere af journalisterne kommer enten direkte fra uddannelse eller har få års erfaring fra andre medier, og med folk fra TV2, Ritzau, TV 2/Fyn, Radio 4 og de skrevne medier hos Jysk Fynske Medier har redaktionen med Linda Olsens ord den "gode blanding".

Helt præcist, hvordan Radio Loud vil fortælle nyhederne, ligger der endnu ikke faste rammer for.

- Vi skal i gang med at udvikle, hvordan fortælle-metoden vil blive, siger Linda Olsen, som først 9. marts får samlet redaktionen for alvor.

Læs også Brug for større kran: Traktor skal løftes over hotel

Er DAB op ad bakke?

Umiddelbart kan det se ud til, at blive svært bare at komme i nærheden af målgruppen. En undersøgelse om radiolytternes brug af DAB antyder, at det vil være op ad bakke for Radio Loud fra dag ét. 

I 2018 foretog Voxmeter en måling der viser, at lidt under en tredjedel af de adspurgte havde en radio, der kunne modtage DAB+ (den seneste DAB-teknologi, red.). I samme måling svarede otte procent, at deres bil kunne modtage DAB.

Radio Loud får dog hjælp af en nye regler udstukket af EU. Fra 2021 skal alle nye biler nemlig være udstyret med en radio der kan modtage DAB+.

- DAB er det vi har fået. Det er vilkårene, siger Linda Olsen.

Radio Loud går i luften 1. april, og det bliver alene på DAB. Planen er at Loud senere vil blive streamet, oplyser Linda Olsen til TV 2/Fyn.

Fakta: Forskellen på FM- og DAB-radio

  • DAB er en forkortelse af Digital Audio Broadcasting.
  • Det er en digital teknologi i modsætning til FM (frekvensmodulation), der er analog.
  • Modsat FM-radio kan man med dab udsende flere kanaler på samme frekvens. Dermed er der plads til flere radiostationer med dab.
  • I displayet på en dab-radio kan man få flere informationer om, hvad man lytter til.
  • DAB kræver flere sendemaster, men kan teoretisk set have samme dækning som FM.
  • 1. oktober 2017 overgik Danmark til den seneste DAB-teknologi, DAB+. Det betød, at en del af de ældre DAB-radioer blev sat ud af spillet.
  • En måling fra Voxmeter fra 2018 viste, at lidt under en tredjedel af de adspurgte havde en radio, der kunne modtage DAB+. I samme måling svarede otte procent, at deres bil kunne modtage DAB+.
  • Selv i nye biler er det langtfra alle modeller, hvor der følger en radio med DAB+ med.

Kilder: Slots- og Kulturstyrelsen, Ritzau, Kulturministeriet, mereradio.dk, Ingeniøren, DR

Se mere