Nyt hotel til Svendborg

Der er ikke plads til at huse alle vinterens overnattende gæster, derfor får Svendborg nu et insekthotel.

Svendborg får brug for ekstra sengepladser til de seksbenede skabninger, når nætterne bliver koldere, mener det naturhistoriske museum Naturama.

Naturama og skoler i Svendborg er derfor bygherrer bag det nye insekthotel, der skal opføres ved Naturama i Svendborg.

Bygherrerne vil gerne gøre tilværelsen lidt lettere for insekterne ved at bygge et hotel, hvor man kan hvile vingerne lidt. Hotellet er planlagt til at skyde fem meter op i vejret.

Den 20. november besøger skolerne Naturama for at aflevere ”byggematerialer” til hotellet i form af bark, grankogler, mursten, stauder og så videre.

Det kribler allerede i de seksbenede for at overnatte på hotellet.