Olleruphal skrælles inden landsstævne: - Det gibbede i os

Gymnastikhøjskole har taget hul på enorm ombygning og kan nu sætte tal på. 140 millioner kroner kommer det til at koste at omdanne idrætshal til arena. Fond hjælper til.

Der er ingen toiletter, ingen omklædningsrum, intet redskabsrum eller cafeteria.

Og det gør det lidt svært at udnytte idrætshallen ved Gymnastikhøjskolen i Ollerup optimalt. For man kan ikke holde stævner, sportskampe eller koncerter, når publikum ikke kan komme på toilettet.

Det bliver der lavet om på nu, hvor entreprenørmaskinerne har skrællet alle vægge og gulve af hallen.

Uffe Strandby, forstander, Gymnastikhøjskolen i Ollerup.
Uffe Strandby, forstander, Gymnastikhøjskolen i Ollerup.
Foto: Masoud Pouia

- Det gibbede da i os, da man begyndte at brække trægulvene op og tage klatrevæggen ned, siger forstander Uffe Strandby til TV 2/ Fyn. 

Idrætshallen har en mindeværdig historie, for da man indviede den i 1931, kunne man bryste sig af at have den største søjlefri hal i Nordeuropa. 

Men behovene har ændret sig, og med hjælp fra Den A.P. Møllerske Støttefond kan idrætshallen nu omdannes til arena.

- Vi kommer selv med midler, og A.P. Møller Fonden kommer med midler, så vi er i stand til at gennemføre det, siger Uffe Strandby.

Hvem der lægger hvor mange penge, er ikke officielt. Sådan har fonden ønsket det. Men når den A.P. Møllerske Støttefond går ind i projekter, er det normalt ikke som minoritetespart. 

Ombygning i to faser

For øjeblikket er første fase af byggeriet i gang. Det koster knap 100 millioner kroner og sikrer en renovering og udvidelse af hallen.

Hallen bliver udvidet med sidefløje og indgangsparti i flere etager. Der bliver omklædning, toiletter, mødelokaler, elektriske tribuner og meget andet, der hører til en moderne arena. 

Visualisering af den nye arena.
Visualisering af den nye arena.
Foto: Praksis Arkitekter

Når arenaen står færdig i slutningen af 2018, kan der være 3.000 siddende publikummer og yderligere 500 stående på en balkon. 

Det giver mulighed for at afholde koncerter og idrætsbegivenheder til glæde for hele Sydfyn.

Fase to indeholder ny tilkørselsvej, udenomsarealer og parkeringspladser til arenaen for cirka 40 millioner kroner. Den er endnu ikke finansieret, men forstander Uffe Strandby håber, at også denne fase er gennemført indenfor få år.

Klar til landsstævne

Svendborg skal være værtsby for DGI's landsstævne i 2021, og der kommer den nye arena til at spille en nøglerolle for kommunen.

- Det passer som hånd i handske. Det er simpelthen en helt unik mulighed for Svendborg i det hele taget og for gymnastikhøjskolen i særdeleshed. Og så kan det blive en perle i vores landsstævne, at vi har den her facilitet, siger Søren Thorsager, der er kultur- og fritidschef i Svendborg Kommune.

Uffe Strandby glæder sig til, at både højskolen og lokalområdet kan gøre brug af den nye arena.

- På Sydfyn er det et meget stort byggeri. Og det vil det også være mange andre steder, slår han fast.

 

 

Oversigt

    Oversigt