Opmærksomheden er eksploderet: Fremmede lægger vejen forbi roterende hus

Et særligt roterende hus på Sydfyn er et hit. Flere kører forbi og standser ved huset, og på Youtube har indslaget om huset over 160.000 visninger.

Siden TV 2 Fyn for en måned siden besøgte Ole 'Opfinder' Hansen og hans hustru Irene Hansen i deres roterende hus i Gudbjerg, er det gået stærkt.

Huset drejer stadig med samme hastighed, men opmærksomheden er eksploderet.

- Der er kommet mange flere biler, og de kører op på bakken og vender, og så kommer de tilbage igen og holder og kigger herude, siger Ole Hansen og griner.

Det er fortællingen om ægteparret, der ville bo i et roterende hus, der fascinerer mange.

Det tager huset 40 minutter at nå en omgang rundt om sig selv. 
Det tager huset 40 minutter at nå en omgang rundt om sig selv. 
Foto: Sara Fuglsig

Huset kan i løbet af 40 minutter dreje 360 grader rundt om sin egen sokel, og det 130 kvadratmeter hus har kostet knap to millioner at bygge. De gode ideer er tænkt og udført af Ole Hansen selv, der er uddannet elektriker.

Et hit på Youtube

Siden besøget er indslaget om huset også kommet på Youtube, og her har over 160.000 kigget med. Og tallet stiger fortsat hver dag.

- Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det er jo på en eller anden måde rystende. Jeg havde ikke regnet med den polemik omkring det, siger Ole Hansen, mens han kigger de mange kommentarer til indslaget igennem.

- Der er nogen her, der skriver, om huset godt kan holde til at blive dækket af sne og kraftig storm, og det kan jeg så fortælle vedkommende, at det kan, siger Ole Hansen og griner.

Også parrets soveværelse, der kan køres ud på terrassen, har vagt opsigt på nettet.

Parret sover ude hele året rundt, og det har de gjort i næsten fire år.
Parret sover ude hele året rundt, og det har de gjort i næsten fire år.
Foto: Sara Fuglsig

- Vi kan godt lide den der dejlige frisk luft og at vågne op ude til en dejlig solopgang, og det er dejligt frisk, siger Irene Hansen.

Da huset ligger på landet, bliver der særligt i kommentarsporet på Youtube spurgt ind til gylde.

- Det er jo bare dejligt. Det lugter af penge, siger Ole Hansen og griner.

Spørg bare

Den store nysgerrighed og de mange spørgsmål til huset generer ikke Ole Hansen.

- De kan endelig bare henvende sig, hvis de vil snakke om, hvordan jeg har gjort det, siger han.

Har du tid til det?

- Det tror jeg, at jeg tager, hvis det er interresant.

Idéerne er tænkt og udført af Ole Hansen selv, der er uddannet elektriker.
Idéerne er tænkt og udført af Ole Hansen selv, der er uddannet elektriker.
Foto: Sara Fuglsig

Der er dog grænser for, hvad Ole 'Opfinder' Hansen, kan bruge sin tid på.

- Jeg fik en henvendelse fra en, der ville have mig til at lave en kattelem, som kunne se, hvis katten kom med et dyr i munden, og så skulle lemmen ikke lukke op, fortæller han og fortsætter:

- Men der måtte jeg pænt sige: nej, det har jeg ikke tid til lige nu.

Overvejer at sælge idéen

Ole byggede egentlig huset for parrets egen skyld. Spørgsmålet er derfor, om omtalen og den store opmærksomhed har ændret på fremtiden.

- Nu har jeg på grund af den her omtale besluttet mig for at se, om jeg kan sælge lidt af det. Jeg har jo brugt lidt penge på det, så det kunne da være meget sjovt at tjene lidt på det også, siger Ole Hansen og griner.

- Så er der også råd til flere whiskey ude på terrassen, kan man sige.

Går du selv rundt med en opfinder i maven, så er det ifølge Ole bare at komme i gang.

- Det er bare noget, som jeg har sat mig for at lave, og så laver jeg det. I min verden er der ikke noget unormalt i det. Jeg tror på, at mange andre kunne have lavet noget lignende, hvis de ville. Det er et spørgsmål om at sætte sig målet og så komme i gang, siger han.

Parret har boet i huset siden marts, og tiden må vise, om Ole Hansen kommer til at bygge flere roterende huse i fremtiden.

Oversigt

    Oversigt