Oure Efterskole skal masseteste - er klar til at pode 1.000 elever

Ingenting er som det plejer i disse dage, og på Oure Efterskole skal man nu vænne sig til en hverdag med tests af alle elever og ansatte to gange om ugen.

En stor hal må tages i brug for at klare den kæmpe opgave, det er at teste alle elever og ansatte på Oure Efterskole.

For der er tale om 1.000 mennesker, som skal testes hver tirsdag og fredag. Ikke en lille opgave.

Mette Romer Søborg, der er forstander på skolen, fortæller, at der har været nok at se til.

- Det er en speciel tid, og normalitetsbegrebet har taget en drejning, så vi er godt klar over, at der er nogle spidsbelastningsperioder, når vi skal have noget til at rykke, siger hun. 

Det var først onsdag, man på skolen fandt ud af, hvad der skulle ske i forhold til genåbning og coronapodning, og derefter har man været i tæt dialog med firmaet Carelink, som skal stå for skolens tests.

Har hyret folk

Det er også de ansatte på skolen, der skal klargøre og indrette skolens store hal, så elever og lærere kan blive testet forsvarligt.

Forstander Mette Romer Søborg fortæller, at selvom, der har været travlt, så er hun fyldt med energi.

Hun har nemlig glædet sig til, eleverne skulle vende tilbage.

De starter denne mandag, og skal møde op med en negativ test i hånden.

Derefter vil de løbende få en test på skolen, og den opgave har man været nødsaget til at hyre ekstra folk ind for at få løst.

De ekstra hænder sammenlagt med et sirligt system, der er sat op, skal sørge for, at man har styr på tropperne.

- Der er ansat ekstra kræfter for at få til at gå op. Nogen, der står i indslusningen, og nogen, der står i udslusningen (til teststedet på skolen, red), lyder det fra forstanderen.

Der er lister, der bliver krydset af og faste lærere, der følger deres elever til tests. På den måde, er der ingen, der ikke bliver testet.

Tests dagen igennem

I den store hal på Oure, som normalt bliver brugt til foredrag og forestillinger, bliver der således stablet et fuldt testcenter på benene med otte podestande, som skal betjene Oure-folkene.

Og så vil der tirsdag og fredag altså testes fra klokken ni om morgenen til klokken 18.30 om aftenen.

Her vil klasserne komme ned med fem minutters mellemrum i overensstemmelse med den plan, der er lagt, lyder det fra Mette Romer Søborg.

Hun fortæller videre, at hun bare er glad for at kunne vende tilbage til en gang på skolen med flere elever. Unge mennesker, som hun siger, tager også godt imod den nye situation med tests og mere afstand.

- Det er ikke det samme, men det bliver jo hurtigt normaliteten, og det, synes jeg, de er sindssygt gode til at tackle.

Mandag kommer både efterskoleelever og skolens 120 højskoleelever tilbage til Oure på Sydfyn. Ligesom også 3. g’erne vender retur.