P-kaos: Bilglade elever skaber problemer på gymnasium

Flere og flere gymnasieelever skrotter cyklen til fordel for bilen, og det giver problemer. De omkringliggende veje må i stigende omfang lægge asfalt til elevernes biler.

Flere elever end nogensinde tager bilen om morgenen, når de skal i skole. De seneste tre til fire år har Svendborg Gymnasium oplevet, at eleverne i stigende grad dropper cyklen og bussen som transportmiddel. 

Det er et blevet et problem, fordi det skaber P-kaos på parkeringspladsen ved skolen. Nu er problemet taget op på skolebestyrelsesniveau og har været på dagsordenen i september måned.

18-årige Frida Rishøj Clausen fra 3.G på Svendborg Gymnasium er en af de mange elever, der hver dag kører i sin egen bil. Hun bor hjemme hos sine forældre mindre end tre kilometer fra skolen. 

- Jeg skal møde på arbejde, når jeg får fri fra skole, så jeg kan ikke nå at cykle, siger Frida Rishøj Clausen.

Frida Rishøj Clausen kører i skole hver dag, og hver dag er det en kamp at finde en parkeringsplads på gymnasiet.

- Man skal komme i god tid, hvis man vil have en plads, ellers møder man en fyldt parkeringsplads. Der er nemlig ikke båse nok til os elever, der kommer i bil, siger Frida Rishøj Clausen.

Men er det her ikke kun et problem, fordi I er forkælede nok til at have mulighed for at køre i bil mange af jer?

- Der er måske nogen, der er forkælede og tager bilen, selvom de kun har halvanden kilometer til skole, men der er også nogen, der har tralvt, og det er derfor, de gør det, siger Frida Rishøj Clausen.

Frida Rishøj Clausen: - Der er nok nogen, der er lidt forkælede...

Presset ud på sideveje

Svendborg Gymnasium har 150 parkeringspladser, men kun 80 af dem må bruges af skolens 1200 elever. Indtil nu har eleverne forsøgt at snige sig ind på blandt andet personalet parkeringsplads, men den går ikke længere. 

Fra denne uge er der indført p-tilladelse på personaleparkeringen - og dermed også en vagt og p-bøder til dem, der holder uden tilladelse. 

Derudover har mange elever også hver dag parkeret uden for skolens område.

Her kan du se Svendborg Gymnasiums område og vejene, eleverne er begyndt at parkere på, når der ikke er plads på skolens parkeringsområde. 
Her kan du se Svendborg Gymnasiums område og vejene, eleverne er begyndt at parkere på, når der ikke er plads på skolens parkeringsområde. 
Foto: Lasse Lund Hansen

De manglende parkeringspladser har presset bilerne ud på små omkringliggende veje. Eleverne holder blandt andet på den blinde vej, Brydevej, der ender lige overfor gymnasiet og på en sidevej til A.P Møllersvej, der fører ind til et kolonihaveområde.

- Vi har måtte gøre det forbudt at parkere i den ene side af vejen ind til kolonihaveområdet, fordi bilerne ellers fyldte for meget, siger Jan Yttesborg, der er afdelingsleder i Trafik og Infrastruktur i Svendborg Kommune og fortæller, at kommunen også har været i dialog med beboerne på Brydevej om de mange biler.

- Vi overvejer også at lave parkeringsforbud for enden af Brydevej, da det altid skal være muligt at kunne vende bilen dernede. Derudover er der en instutition for enden af Brydevej, hvor minibusser skal kunne komme til. Det kan de have svært, hvis der holder alt for mange biler, siger Jan Yttesborg.

Hvis enden af Brydevej bliver parkeringsfri, vil det ifølge Frida Rishøj Clausen gøre problemet endnu større.

- Det vil være et kæmpe problem. Der vil komme endnu mere rift om pladserne nede foran gymnasiet. Især når det er nede for enden af Brydevej, de vil gøre parkeringsfri. Det er der, vi hører til, fordi det er tættest på gymnasiet, siger Frida Rishøj Clausen.

Eleverne holder blandt andet på den nærliggende Brydevej.

Hverken penge eller plads

Eleverne har klaget over manglende parkeringspladser i flere år og henvendt sig til skolebestyrelsen for at sætte yderligere fokus på problemet. Svendborg Gymnasiums rektor, Jesper Vildbrad, fortæller, at skolen hverken har de økonomiske midler eller de fysiske rammer til at lave flere parkeringspladser.

Skolebestyrelsen har i stedet måtte tage affære over for elever, der bruger parkeringspladserne forbeholdt personalet. Medarbejderne har fået en speciel p-tilladelse, så de er sikret en plads. 

- Vi har to parkeringsområder, hvor den ene er forbeholdt personalet, og da det ikke har været respekteret ordentligt igennem længere tid af eleverne, har vi indført en restriktion, så man kun må holde på personaleparkeringspladsen med en speciel tilladelse. Der vil samtidig være vagter, som kontrollerer parkeringsområdet, siger Jesper Vildbrad.

Ifølge rektor Jesper Vildbrad vil et parkeringsforbud på Brydevej ikke ændre noget.

Restriktioner skubber problemet

Hos kommunen forsikrer Jan Yttesborg, at det er Svendborg Gymnasium, som skal løse problemet med for få parkeringspladser. Han mener, det kan forværre problemet yderligere, at Svendborg Gymnasiums skolebestyrelse har indført krav om parkeringstilladelser på næsten halvdelen af skolens parkeringspladser.

- Det er klart, hvis man laver restriktioner på en parkeringsplads, skubber man noget af problematikken et andet sted hen, siger Jan Yttesborg.

Det ender som regel altid med, at Frida Rishøj Clausen fra Svendborg Gymnasium finder en parkeringsplads. Oftest inden det ringer ind til time, men hun kommer også ind imellem for sent og får fravær for det. Problemet er stort lige nu, men med mørkere og koldere morgener, når vækkeuret ringer, spår hun flere problemer.  

- Når vi når vintermånederne, er der endnu flere som kører i skole, så bliver problemet endnu større, siger Frida Rishøj Clausen.

Oversigt

    Oversigt