På Skype med dit teater

Baggårdsteateret i Svendborg har fået 200.000 kroner af Statens Kunstfond. Pengene skal bruges til at inkludere digitale medier i forestillingerne.

Normalt er teater noget med en gruppe mennesker på en scene. Et publikum. Og en sjælden gang med interaktion mellem dem og skuespillerne. Men i fremtidens teater skal salens gæster være en del af forestillingen.

- Vi skal på opdagelsesrejse ud i hvad teateret også kan. Vi skal ud i den nye, digitale verden, fortæller teaterchef Jakob Bjerregaard Engmann fra Baggårdsteateret i Svendborg.

Den digitale fremtid kan bestå i at sende hele teaterforestillinger på Skype. På den måde kan folk måske se dele af forestillingen igennem hovedpersnonens øjne.

Teateret vil også lade publikum skrive med på manuskripterne via facebook og måske endda lave livestream fra skuespillernes omklædningsrum.

- Jeg vil for så vidt gerne have publikum så tæt på som overhovedet muligt, forklarer han.

Teaterdirektøren forventer at have den første digitale forestilling klar i efteråret 2014.

Oversigt

    Oversigt