På partnerjagt: Fem nye mårhunde sluppet løs på Fyn

Fredag blev en af fem Judas-mårhunde sluppet løs på Tåsinge. Det næste halve år skal den hjælpe Miljøstyrelsen med at opspore artsfæller i området.

Fredag formiddag var Miljøstyrelsen på Tåsinge, hvor en af fem nye såkaldte judas-mårhunde blev sat ud i det fri. De resterende fire er senere på dagen udsat andre steder på Fyn.

Med en GPS om halsen, skal den i vinterhalvåret hjælpe med at opspore artsfæller, der er kommet fra Jylland til Fyn for at yngle.

- Gennem det her arbejde forsøger vi at sikre, at der ikke står nogen tilbage, når vi går i ynglesæson, så det, vi leder efter, er enkelte dyr, som endnu ikke har etableret en ordentlig bestand herovre, fortæller Mariann Chriel, der er specialkonsulent i Miljøstyrelsen.

Mårhundenes opgave er at lokke vilde mager til, som efterfølgende kan fanges og aflives.

- På et tidspunkt vil den holde op med at vandre. Så ved vi, at den har fundet sig en partner, og så opsporer vi den med den sender, den har fået på halsen. Så kan vi få partneren aflivet, og så sender vi den ud igen på nye jomfruture, fortæller Mariann Chriel. 

Et tilbagevendende problem

Det er ikke første gang, Miljøstyrelsen sætter ind mod mårhunde på Fyn. Allerede i 2018 blev seks GPS-mærkede mårhunde sat ud i november sidste år under stor mediebevågenhed. Sidste år blev der med metoden fundet fem mårhunde over hele Fyn.

- Det er det mest effektive værktøj, vi har til at opspore enkelte dyr på så store arealer som hele Fyn og de omliggende øer, siger Mariann Chriel.

Mårhunden

Natkikkerter har også virket

Siden juli har det været lovligt for jægere at skyde både mårhunde og vaskebjørne med natsigte hele året rundt. Ifølge Mariann Chriel har det også været med til at lette arbejdet med at komme den invasive art til livs. 

- Det har effektiviseret indsatsen helt fantastisk. Mårhunden lærer lynhurtigt, at den skal flygte i en fart, når der bliver tændt en lille lygte ude på skydepladsen. Når man skyder med natsigte, giver det derfor ikke bare flere mårhunde, men også en mere sikker skudafgivelse, fordi man ikke skal tænde lyset og skynde sig at affyre skuddet, fortæller hun.

Oversigt

    Oversigt