Panik på Sydfyn: Dreng stoppet af rød bil

En dreng på Thurø blev tirsdag kontaktet af en mand i rød bil, og spurgt om han ville have et lift. Drengen takkede nej. Episoden bliver nedtonet af politiet.

Episoden fandt sted da drengen var på vej hjem fra skole, og det fik skoleleder Lars Hansen fra Thurø Skole til at udsende denne advarsel:

"Skolen er tirsdag eftermiddag blevet orienteret om, at en dreng på vej hjem fra skole blev kontaktet af en mand i en rød bil. Manden spurgte drengen, om han ville have et lift. Drengen sagde nej og fortsatte hjem. Forældrene kontaktede derefter politiet og skolen. Skolen har haft kontakt til politiet, og jeg opfordrer stadig til, at børnene ikke færdes alene."

Også i Nørre Aaby og Ullerslev har politiet modtaget henvendelser om børn, der er blevet kontaktet af en mand i en rød bil. Men sagerne bliver dog nedtonet af Fyns Politi.

- Vi undersøger naturligvis alle tip grundigt. Men i de konkrete sager er der ikke noget der tyder på, at der er tale om gerningsmanden, der står bag de to sexovergreb, siger Henrik Justesen fra Fyns Politi.

Oversigt

    Oversigt