Plejehjem forbereder de ældre på døden

Flere og flere plejehjem tager en samtale med pårørende og beboere om den sidste tid, når den den ældre flytter på plejehjem. Det mindsker antallet af unødvendige indlæggelser.

Holmegårdsparken i Charlottenlund nord for København er et af de plejehjem, der satser på at undgå indlæggelser af udsigtsløst syge beboere, så de kan få en værdig død i hjemlige omgivelser.

For 10 år siden foregik 25 af plejehjemmets i gennemsnit 75 årlige dødsfald på et hospital. 10 år senere er det kun et par beboere hvert år, som tilbringer den sidste tid i en hospitalsseng. Det skriver Kristeligt Dagblad.

- Vi har arbejdet med en værdig livsafslutning i 10 år. Allerede når en beboer flytter ind, har vi en samtale med både den ældre og de pårørende om ønskerne for den sidste tid. Samtidig har vi uddannet vores personale i smertelindring, siger direktør Connie Engelund til Kristeligt Dagblad.

- Den gode kommunikation har mindsket de pårørendes pres for, at de ældre skal indlægges, og desuden er personalet blevet opkvalificeret, så de bedre kan tage stilling til, hvad der skal ske, når en beboer bliver dårlig. Målet er, at de ældre skal have en værdig død i kendte rammer, og vi har et tæt samarbejde med praktiserende læger om smertelindring, siger Connie Engelund.

Overlæge Søren Jakobsen, der arbejder på Svendborg Sygehus og er formand for Dansk Geriatrisk Selskab, oplever også, at plejehjem i hans nærområde i højere grad end tidligere tager en samtale med pårørende og beboere om den sidste tid, når den ældre flytter på plejehjem.

- Det er mit indtryk, at plejehjem gør mere for at tale om ønskerne for den sidste tid end tidligere. Men hvis vi skal problemerne med de unødvendige indlæggelser til livs, skal personalet i kommunerne uddannes til bedre at tage vare på de ældre patienter, siger overlæge Søren Jakobsen.

- Ofte bliver der ringet efter vagtlægen i akutte situationer, og da vagtlægen ikke kender patienten, resulterer det mange gange i en indlæggelse, fortæller han.

Han opfordrer pårørende og ældre til at tage samtalen om ønsker for behandling, mens den ældre stadig er frisk.

- Det vil afhjælpe mange problemer, hvis den ældre laver et livstestamente, så man på hospitalet kender patientens holdning til fortsat behandling. Men det er samtidig vigtigt, at vi ikke frasiger ældre mennesker behandling, blot fordi de er ældre, siger Søren Jakobsen.

I Ældre Sagen oplever man stadig, at håbløst syge gamle mennesker sendes på hospitalet "for en sikkerheds skyld," fortæller konsulent Margrethe Kähler.

- Det kan for eksempel være svært, hvis plejehjemspersonale er alene på en aftenvagt og står med en syg beboer. Men heldigvis er der mange steder ved at komme meget mere åbenhed om døden, siger Margrethe Kähler.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt