I det fynske folks tjeneste

Politi efterlyser røver

Fyns Politi leder efter røver, der under flugt slog offer til blods efter indbrud i en villa i Svendborg.

Onsdag den 3. november 2010 mellem kl. 09.45 og kl. 09.50 brød en mand ind i en villa på Nyborgvej i Svendborg.

Han brød ind i villaen ved at knuse en rude i en dør, hvor han stjal en bærbar computer.

Manden blev opdaget af villaejeren, en 55 årig mand, der løb efter gerningsmanden over mod et stisystem ved Hømarksskolen, hvor villaejeren indhentede gerningsmanden. Men gerningsmanden overfaldt villaejeren, og slap væk fra stedet i ukendt retning.

Villaejer blødte efter overfaldet

Da politiet ankom til stedet, mødte de villaejeren på Marslevvej blødende fra ansigtet.

Lokalpolitiet i Svendborg efterlyser nu vidner til indbruddet i villaen eller til det efterfølgende røveri på stisystemet ved Hømarksskolen eller vidner der har oplysninger til gerningsmandens påklædning, herunder særligt de mørke hiphopbukser med sølvfarvet skrift på baglommerne.

Gerningsmanden beskrives som:
mand, ca. 20 år, ca. 185 cm høj, europæisk af udseende, kraftig af bygning, iført en sort jakke med hætte, mørke hiphopbukser med sølvfarvet skrift på baglommerne

Oplysninger kan gives til Fyns Politi på 114.