Privatkunder udskyder og aflyser: Kommune holder tømrerfirma oven vande

Over hele Fyn fremrykker kommuner lige nu vedligeholdelsesopgaver for at holde gang i erhvervslivet. For tømrerfirmaet GK Kaysen er det afgørende i en tid, hvor privatkunderne svinder.

Lige nu står lokalerne tomme på de fleste fynske skoler og børnehaver, mens børnene er sendt hjem. 

Men når tiden ikke kan bruges på at have børnene i institutionerne, er der til gengæld frit lejde for tømrere til at komme ud og tjekke døre og vinduer efter i sømmene. 

Det udnytter man i Svendborg, hvor tømrerfirmaet GK Kaysen i de seneste par dage været i gang med at sætte børnehaven Ryttergården i stand. En opgave som er nødvendig i en tid, hvor kunderne ellers flygter.

- Vi oplever, at privatkunder ringer og udsætter deres opgaver, fordi de enten selv er hjemsendt og har vendt op og ned på deres familieliv og også for at undgå smitterisikoen, fortæller tømrermester og ejeren af tømrerfirmaet GK Kaysen, Kenneth Kaysen.

Afhængig af kommunens opgaver

Arbejdet med børnehaven skulle egentlig først være startet senere på året, men som en hjælp til erhvervslivet under coronaudbruddet har Svendborg Kommune valgt at fremrykke den og flere andre vedligeholdelsesopgaver.

For GK Kaysen, der ellers var på vej ind i en periode med få ordre, har det betydet, at firmaet kan holde sig oven vande lidt endnu.

- Det er jo fantastisk, at Svendborg Kommune melder det ud meget hurtigt og også arbejder på lidt større ting, som hurtigt kan udføres. Det er jo med til at holde hjulene i gang, siger Kenneth Kaysen.

Udover at fremrykke ordrene har kommuen også sat skub i sine udbetalinger til virksomhederne, så de nu falder med det samme. Også det er ifølge Kenneth Kaysen med til at hjælpe tømrerfirmaet gennem krisen. 

- Det betyder da alverden. Der er jo ikke nogen virksomheder lige nu, der ikke har nedgang i omsætningen og øgede udgifter. Og hvis du laver en opgave i en fart og får betalingen ind med det samme, så hjælper det da selvfølgelig, siger han.

Kan fortsætte lidt endnu

Tømrerfirmaet har omkring 40 ansatte, og indtil nu vurderer Kenneth Kaysen, at hans virksomhed har mistet omkring syv-otte ordrer, der skulle have været udført i den kommende periode. 

Selvom der lige nu er kommunale opgaver at tage fat på, kan han dog godt frygte, at de vil blive udfordret på længere sigt.

- Et godt bud er, at vi kan holde den kørende i omkring tre til fire uger, men hvis vi når ud over det, så bliver det kritisk, fortæller Kenneth Kaysen og uddyber:

- Vi kommer til at få brugt op af de opgaver, vi kan og må udføre forsvarligt. Og sker det, så skal vi se på, om vi skal ud med nogle opsigelser.

Oversigt

    Oversigt