Regnskab: Corona koster GOG over en million

Succes på håndboldbanen i GOG, men sidste år var hård ved økonomien - trods brug af hjælpepakker.

Sportsligt går det over stok og sten for håndboldklubben GOG. Men corona blev et dyrt bekendtskab for den fynske håndboldklub trods diverse hjælpepakker i det seneste regnskabsår.

Omsætningen i GOG Sport A/S faldt sidste år fra 17 til 9 millioner kroner, og underskuddet før skat blev på 1,4 millioner kroner.

Det viser det netop offentliggjorte regnskab der løber fra juli 2020 til juli 2021.

Gudmehallerne tjente penge

Det foregående regnskabsår gjorde også ondt på klubben - her var underskuddet på 909.000 kroner.

Klubbens ledelse forklarer, at covid-19-udbruddet både kostede på entré- og sportsindtægterne, ligesom udgifter til rejseaktiviteter tyngede regnskabet.

Indtægterne fra drift af Gudmehallerne opvejede en del af tabet. Før skat tjente Gudmehallerne A/S 611.000 kroner - en forbedring på 340.000 kroner.

Moderselskabet for GOG Sport og Gudmehallerne, GOG Holding A/S, sluttede regnskabsåret med et underskud på 495.000 kroner.

Egenkapitalen - formuen - i selskabet var ved regnskabsudløb knap seks millioner kroner.

Oversigt

    Oversigt