Risiko for sammenstyrtning: Tennisspillere raser over manglende træningsfaciliteter

På Sydfyn kan der ikke længere spilles tennis i den lokale hal. Der er fare for, at taget styrter sammen, og Svendborg Tennisklub skal derfor hele vejen til Odense for at træne.

Ingen adgang til tennisbanerne i Svendborg Tennishal, da taget kan risikere at styrte sammen. 

Det er de barske realiteter for de sydfynske tennisentusiaster. 

I stedet må de køre de 50 kilometer til Odense og Marienlystcenteret for at spille tennis indendørs. 

- Det er jo rigtig mange kilometer, og der ryger rigtig meget fritid med transport. Vi risikerer at miste nogle af vores tennisspillende medlemmer, siger Steffen Magnussen, der er fuldtidstræner i tennisklubben. 

Tennishallen i Svendborg har været lukket i ét år, mens de utålmodige tennisspilere har afventet den fornødne reparation af hallens tag. 

Men indtil videre må ketcherne og den gule bold forblive i Odense og Marienlystcentret. 

Et vedvarende projekt 

Svendborg Tennishal blev bygget tilbage i 1990'erne, og det skulle gå stærkt. 

Flere og flere meldte sig ind i tennisklubberne landet over, og derfor skulle der også opføres en hal på Sydfyn. 

Men det gik måske lidt for hurtigt. 

- Der er ikke så meget varme derude. Selve underlaget er jo egentlig fint nok, men det er klart, at det ikke er optimalt for ens helbred med de temperaturer. Især om vinteren, siger Steffen Magnussen, som selv var med til at bestemme underlaget i 90'erne. 

Især de dårlige faciliteter påvirker medlemmerne af tennisklubben. En af dem er Esben Juul Sørensen

- Der er hverken rindende vand, varme i hallen eller omklædningsrum. Det betyder også, at vi skal udenfor, når vi skal på toilet under træningen. Og når det er vinter, er det så koldt, at vores vand i drikkedunkene fryser til is, siger han.  

Tennisklubben skal bruge de indendørs faciliteter seks måneder om året, hvor det er for vådt og koldt at spille udenfor.

Og selvom man får varmen af at spille tennis, er det ikke optimalt at løbe rundt i hallen henover vinteren, hvor temperaturerne ofte kan nærme sig frysepunktet. Derfor irriterer det dem, at kommunen ikke har reageret hurtigere.  

- Jeg kan forstå, at det tager tre til fire måneder at forstærke hallens tag. Men nu har de altså brugt ét år. Vi er virkelig frustrerede over kommunens langsommelighed, siger Esben Juul Sørensen, der selv har sendt en klage over sagsbehandlingen til Svendborgs borgmester, Bo Hansen (S) 

Og hos Svendborg Kommune kan de godt forstå tennisentusiasternes ærgrelse. 

- Vi ville rigtig gerne have lavet en midlertidig løsning på taget, så vores mange seniorer og unge mennesker kunne bruge hallen. Men det har fagfolkene sagt ikke kunne lade sig gøre. Derfor bliver vi naturligvis nødt til at lytte til eksperternes ord, siger Hanne Ringgaard Møller (RV), som er formand for kulturudvalget i Svendborg Kommune. 

Der er rigtig mange frustrerede tennisspillere, der ugentligt skal tage den lange tur til Odense. Kan du forstå deres frustration? 

- Ja, det kan jeg helt klart. Vi afventer også nu en tidsplan fra Center for Ejendomme og Teknisk Service i Svendborg Kommune, som kan fortælle os, hvornår hallen kan stå klar. Men vi har rykket for tidsplanen, så vi håber, at der kommer styr på det hurtigst muligt, siger hun.

Center for Ejendomme og Teknisk Service fortæller til TV 2 Fyn, at det regner med, at hallen kan stå klar i midten af marts. 

- Det er en total ulykkelig situation for alle, og vi ville hellere end gerne fikse hallen hurtigst muligt. Men vores rådgivere arbejder på højtryk for at fremlægge en tidsplan. Det bliver som udgangspunkt i midten af marts ifølge den tidsplan, vi arbejder med nu, siger ejendomschef Peter Mouritsen. 

Hos de sydfynske tennisentusiaster glæder de sig til at kunne åbne dørene op for tennishallen igen. 

Og denne gang skulle det blive med varme i gulvet og et stabilt tag. 

- Det sætter vi stor pris på. Vi glæder os rigtig meget til at kunne spille tennis i Svendborg igen, Steffen Magnussen.

I Svendborg Kommune har de flere store sportsklubber, der er afhængige af gode faciliteter. Én af de klubber er GOG, der har gennemgået en vild forvandling siden klubben blev stiftet i 1973.

Oversigt

    Oversigt