Ros til Svendborg Politi

Rigspolitiet roser mandskabet i den patruljevogn, der natten til tirsdag d. 6. september opgav at forfølge en fartbilist på hovedvej A 9 mellem Svendborg og Odense. Deres adfærd er et godt eksempel for alle betjente.

Ikke risikoen værd

De to betjente fik kig på en stjålet bil i udkanten af Svendborg og satte efter den. Men føreren satte farten op og nåede 180 km/t. Da de nåede vejarbejdet ved Ringe, besluttede betjentene at opgive forfølgelsen. Risikoen for at køre galt og køre andre ned stod ikke mål med opgaven, mente de.

Et godt eksempel

- Det var rigtigt godt politiarbejde, som vi alle kan lære af, siger vicerigspolitichef Erik Justesen til Jyllands Posten mandag.

Svendborg-betjentenes reaktion er i tråd med Rigspolitiets arbejde for at betjente over hele landet skal tænke sig om en ekstra gang, inden de træder speederen i bund.

- En udrykning skal stå i forhold til opgavens karakter. Det er sagen fra Svendborg et godt eksempel på, siger vicerigspolitichefen. Han vil ved først givne lejlighed udtrykke sin glæde overfor Svendborg Politi, skriver avisen.

Oversigt

    Oversigt