S og V freder Byskolen

Partierne overvejer at bevare Sct. Michaels Skole. Socialdemokraterne vil til gengæld lukke landskoler, skriver Fyns Amtsavis. 

Skoleplanen i Svendborg er blevet vendt på hovedet efter byrådets to store partier har holdt møde i deres byrådsgrupper om skolestrukturforslaget.

Både Socialdemokraterne og Venstre åbner nu døren helt for en bevaring af Byskolen. Samtidig lufter begge partier muligheden for, at også Sct. Michaels Skole i Oure undgår lukning.

- Vi kan se, at der skal være en skole i bymidten, siger Socialdemokraternes gruppeformand Hanne Klit, der udpeger Byskolen som den skole, der skal bevares.

Samme melding kommer fra Venstres Morten S. Petersen. Han er dog lidt mere forsigtig.

- Vi har ikke truffet nogen beslutning, men jeg tør godt sige, at jeg tror, at det ender med, at Byskolen overlever.

Tilkendegivelserne i den retning er meget klare, understreger han, og peger på, at Venstres gruppe skal mødes i den kommende uge for at drøfte sagen endnu en gang.

Socialdemokraterne understreger, at fredningen af de to skoler, medfører ekstraudgifter, og derfor skal der spares andre steder.

Derfor er både Bymarkskolen, Hesselager Skole og Gudbjerg Skole i fare for at lukke.

Oversigt

    Oversigt