I det fynske folks tjeneste

Sangeren Bisse hylder Brecht med nyt nummer

Sangskriveren Bisse gæstede søndag Skolerne i Oure for første gang, siden han selv gik på højskolen. Det gjorde han for at hylde den tyske digter Bertolt Brecht.

Sangeren 'Bisse' har skrevet en sang som hyldest til Bertolt Brecht. Foto: Natacha Djervad

'Bisse' vendte søndag tilbage til Svendborg med sin musik for at spille et nummer inspireret af manden, der lægger navn til festvalen 'Dage med Brecht'.

- Når man holder af noget, så tager man det også ind. Jeg var nærmest allerede i gang, inden jeg blev spurgt. Det føles meget naturligt, siger Thorbjørn Radich Bredkjær, som bedst er kendt under kunstnernavnet 'Bisse'.

'Dage med Brecht' er en tilbagevendene festival, der hylder kunst, politik og den verdenskendte digter og dramatiker Bertolt Brecht, der boede på Sydfyn som politisk flygtning fra Naziregimet.

- Vi kan i den grad bruge ham i dag, hvor der er så mange flygtninge i verden. Han har sat ord på flygtningenes liv, siger 'Bisse'.

Læs også Brecht-dage i Svendborg: Det gode menneske til debat

Gammel elev

Valget faldt på Bisse af flere årsager. Det fortæller den kunstneriske leder ved Skolerne i Oure, Lasse Handberg.

- Jeg synes, han er en af de mest interessante sangskrivere, vi har i Danmark lige nu, og kombinationen af at han er tidligere Oure-elev og måske en af de bedste til at forløse den her opgave, gjorde, at det gav enormt meget mening, siger Lasse Handberg.

I forbindelse med festivalen fik Skolerne i Oure idéen om, at nye og gamle elever skulle fortolke Bertolt Brecht. En idé der tog udgangspunkt i en gammel tradition, hvor en lang række store kunstnere har fortolket tyskeren.

Læs også Berthold Brechts Svendborg-digte bliver til teater

Rødder i Tyskland

Bisse har skrevet nummeret 'Habibi' i anledning af festivalen. Et nummer, der er inspireret af Brechts samtaler med flygtninge, og som 'Bisse' mener kan perspektiveres til afviste asylansøgere i Danmark i dag.

- Det er ikke fordi, jeg mener, vi ikke må afvise asylansøgere, det kan jeg godt forstå er nødvendigt nogle gange. Men jeg synes også, det er vigtigt at fortælle deres historie, siger 'Bisse'.

For Bisse selv har Bertolt Brecht også en særlig betydning. Han har nemlig rødder i Tyskland, med en tysk oldefar og morfar, der havde familie i Tyskland under anden verdenskrig. 

- Han har beskrevet nogle af de almindelige tyske borgeres liv under krigen, ligesom min oldefar og hans familie, siger 'Bisse'.

Læs også Bisse kom helt tæt på publikummet på Skarø

Se hele indslaget om Bisse og Brecht herunder.

03:44 Luk video