Se video: Delfinen 'Delle' har dræbt et marsvin

Det kendte øresvin i Svendborg Havn, som går under navnet 'Delle', har leget med og dræbt et marsvin for øjnene af flere chokerede tilskuere.

De fleste, der jævnligt opholder sig i og omkring Svendborg Havn, har efterhånden stiftet bekendtskab med delfinen 'Delle'.

Nyheden om delfinen, som retteligt er et øresvin, har endda spredt sig til flere landsdækkende medier og er blevet en regulær turistattraktion for den sydfynske by.

Lørdag morgen fik turisterne og de lokale sig dog en lidt mere voldsom oplevelse, end de måske havde håbet på, da 'Delle' legede med - og dræbte et marsvin - for øjnene af flere tilskuere. En af dem var Dorthe Stenner, som så med fra sit Paddleboard.

- Vi troede, der måske var to, og så blev vi rigtig nysgerrige, men vi blev hurtigt klar over, at det ikke var sådan. Den fik fat og kastede den op i luften flere gange, og til sidst bevægede marsvinet sig ikke mere, siger Dorthe Stenner, som flere gange om ugen er ude på sit paddleboard, og hver gang ser hun 'Delle' i vandet.

Veninderne troede ikke på det

Lørdag morgen var hun ude med to veninder, som i starten ikke troede på, at de var vidner til et marsvine-drab.

-Jeg elsker dem højt, men de er åbenbart blondiner, for de tror ikke på mig, når jeg siger, den er ved at drukne det her marsvin, siger Dorthe Stenner.

Ifølge en seniorforsker ved Fjord&Bælt og Syddansk Universitet, er det helt naturligt, at øresvinet 'leger' med andre dyr på den måde.

- Et øresvin lever af fisk. Men ligesom min kat derhjemme er den nysgerrig, og nogle gange fanger og leger den med andre dyr, og i værste fald kan den slå ihjel. Der er ofte konstateret døde marsvin i kølvandet på delfiner både i Danmark, Tyskland og Skotland, siger Magnus Wahlberg, som er seniorforsker ved Fjord&Bælt og Syddansk Universitet i en pressemeddelelse.

Kan slå et menneske bevidstløs

Seniorforskeren understreger, at selvom delfiner ser søde ud, er de også vilde dyr, som endda kan blive temmelig store.

- Et enkelt 'spark' fra et øresvin er nok til at slå et fuldvoksent menneske bevidstløs. Så vidt vi ved, er det ikke observeret, at denne delfinart angriber mennesker. Men man bør huske på, at øresvinet er et rovdyr, som kan veje mere end et halvt ton, siger Magnus Wahlberg i pressemeddelelsen.

Derfor opfordrer Magnus Wahlberg også folk til at passe godt på, når de nærmer sig det kendte øresvin.

- Som med alle vilde dyr skal man altid omgås delfiner med stor respekt og forsigtighed. De er kloge og meget ofte legesyge – men kan, som alle vi andre pattedyr - blive irriterede og i dårligt humør. Og det er svært at læse deres følelser – for en delfin smiler, selv når den er død, siger Magnus Wahlberg i pressemeddelelsen.

Også respekt for hunde

Respekten for det store dyr har Dorthe Stenner allerede - især nu, hvor hun på tætteste hold har oplevet, hvad den kan gøre ved andre dyr.

- Jeg er lidt bange for at komme for tæt på den. Den vejer lige 3-4 gange mere end mig. Jeg tror ikke, den vil være ond ved mig, men den kan jo skubbe mig i vandet, siger Dorthe Stenner og fortsætter:

- Jeg har også respekt for hunde, der knurrer, selvom de ser søde ud.

Oversigt

    Oversigt