I det fynske folks tjeneste

Selvmordslæge sigtet igen: - Jeg gik i en fælde

Selvmordslægen Svend Lings er på ny sigtet for at have hjulpet til selvmord.

Den pensionerede læge Svend Lings er igen blevet sigtet for at vejlede til selvmord. Foto: Ole Holbech

Den pensionerede fynske læge Svend Lings fik september sidste år ved Højesteret i København stadfæstet sin dom på 60 dages betinget fængsel. Han blev dømt for at have hjulpet syge mennesker til at begå selvmord.

Svend Lings sagde efter dommen, at han vil fortsætte sin ulovlige rådgivning til mennesker, der vil begå selvmord.

Læs også Svend Lings dømt i Højesteret: - Det kan jeg ikke leve med

Nu er han igen sigtet for et tilfælde. Det bekræfter han over for TV 2 Fyn.

Han fortæller, at han i marts i år blev kontaktet af en person ved navn Katrine. Hun havde en ven af familien, en 87-årig mand, der var uhelbredeligt syg med kræft og havde mange smerter.

Derfor anmodede hun om Svend Lings' hjælp, "så han kan komme herfra på en værdig måde", som hun skriver i mailen.

- Jeg svarede med følgende:

Hej Katrine

Vejledningen vedhæftes.

Venlig hilsen

Svend Lings”,

forklarer Svend Lings.

Læs også Anjas mand fik hjælp til at dø: - Jeg lå ved siden af ham i sengen, da det skete

Mailen og kontakten viste sig at være en fælde. Det fandt den pensionerede læge ud af, da han onsdag fik besøg af to kriminalbetjente fra Fyns Politi, som kunne fortælle, at han nu er sigtet på ny.

- Jeg gik i en fælde, det sagde politiet, siger lægen til TV 2 Fyn.

- De fortalte, at historien var opspind, men at ”Katrine” havde anmeldt mig til Midt- og Vestjyllands Politi, som nu har rejst sigtelse for overtrædelse af straffeloven.

BRUG FOR HJÆLP?

Livslinjen

Har du selvmordstanker, så ring til Livslinien på 70 20 12 01. Du kan være anonym. 

 

Psykiatrifonden

Ring eller chat eller skriv og få faglig rådgivning. Ring på 39 25 25 25. Du kan være anonym. Pårørende kan også henvende sig til Psykiatrifonden.

 

Depressionsforeningen

Depressionsforeningen er for depressionsramte, bipolare og pårørende, der har brug for at tale med nogen, der forstår og lytter. Ring på 33 12 47 74.

 

Psykiatrisk skadestue

Ved behov for akut psykiatrisk hjælp, så kontakt psykiatrisk skadestue. Læs mere her.

 

Akut

Hvis din tilstand er akut, så ring 112.

Se mere

- Begrundelsen er, at jeg aktivt har forsøgt at yde hjælp til selvmord ved per mail at fremsende en selvmordsvejledning, uanset om denne i forvejen fuldt lovligt ligger frit tilgænge­lig på internettet, siger Svend Lings.

Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter over for TV 2 Fyn, at der er rejst en sag mod Svend Lings, men har derudover ikke yderligere kommentarer, da de er i gang med efterforskningen af sagen.

Fortsætter

Den nu pensionerede Svendborg-læge vil fremover fortsætte med at vejlede folk, der har brug for hjælp. Men han vil være lidt mere varsom omkring fremgangsmåden.

- Jeg vil i fremtiden være mere forsigtig med at give skriftlig vejledning eller vejledning via mail. Men jeg vil fortsætte med at vejlede via telefonen, for den må politiet ikke aflytte, når straframmen er under seks år, siger Svend Lings.

Svend Lings blev 23. september idømt 60 dages betinget fængsel. Dommen er indklaget for Den Europæiske Menneskeret­tighedsdomstol. 

TV 2/Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Katrine, der har skrevet til og anmeldt Svend Lings. Hun har ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

  Foto: Morten Albek