SKAT på jagt pizzeriabranchen

Fredag aften var Skattecenter Svendborg på jagt efter brodne kar i restaurations- og pizzeriabranchen i Ringe og Svendborg.

Målet var at finde sort arbejde, socialt bedrageri og rod i regnskaberne, og for første gang var aktionen rettet direkte mod virksomheder, der tidligere er taget i at have rod i regskaberne.

Når SKAT første gang opdager, at der ikke er orden i regnskaber og ansættelsesforhold i en virksomhed, pålægger man virksomheden at føre logbog, hvor samtlige ansattes timer skal registreres.

Målet var derfor at se, om der var kommet styr på tingene, eller om der skulle uddeles bøder.

Slut med gratis omgang

Hos SKAT er første kontrolbesøg ikke direkte forbundet med en bøde. Det er her, hvor man registrerer uordnede forhold og eksempelvis pålægger en virksomhed at føre logbog.

Men det er også eneste gratis omgang, for er der mere at komme efter, når SKAT kontrollerer virksomheden igen, koster det penge.

13 virksomheder blev kontrolleret fredag eften, og fem havde ikke styr på de ansattes arbejdstimer eller ført logbogen korrekt.

SKATs jurister vil vurdere, om de skal takseres med den første bøde på 6300 kroner.

- Det lyder ikke af så meget, men nogle af de her virksomheder er så små, at det virkelig kan mærkes. De er trætte af det, siger specialkonsulent Brian Bunk fra Skattecenter Svendborg.

SKAT talte med 15 personer, hvoraf tre modtog en form for sociale ydelser, og de kan nu se frem til en snak med de sociale myndigheder.

- Det gik som vi forventede. Det er ligesom med politiet, der også igen og igen må tage sig af de samme ting. Men det, at vi målrettet gik mod virksomheder med kendte problemer, kan godt blive et redkab vi skal benytte fremadrettet, siger Brian Bunk.

Risikerer lukning

Når pizzabagerne ikke betaler moms eller skat eller på anden måde bryder reglerne, kan det i sidste ende få alvorlige konsekvenser.

Virksomheder, der sælger fødevarer for mere end 50.000 kroner om året er registreret i Næringsbasen.

- Første bøde lyder på 6300 kroner, men den næste er 50 procent højere, og hver gang vi finder noget, indberetter vi det til Næringsbasen. Og får en virksom hed tre klip inden for tre år - enten på grund af økonomisk rod eller dårlig hygiejne - kan vi eller fødevarekontrollen begære virksomheden lukket, og det gør vi uden tøven, fortæller Brian bunk.

Oversigt

    Oversigt