Socialdemokrat: Hetz fra pressen

En politisk aktiv socialdemokrat i Svendborg føler sig udsat for hetz af pressen. Det er klynk, siger chefredaktør.

Kirsten Gramm Mogensen har i mange år været politisk aktiv for Socialdemokraterne i Svendborg. Men hun er træt af, hvordan medier behandler hende og andre politikere.

- Manden, det er den de går efter. Eller i det her tilfælde har det så været kvinden, siger hun.

Kirsten Gramm Mogensen er kasserer i den socialdemokratiske partiforening i Svendborg. Interne skænderier i partiforening har på det seneste trukket flere overskrifter i medierne.

 
 

Kirsten Gramm Mogensen bliver blandt andet betegnet som en person, der er umulig at samarbejde med.

- Jeg synes, der er en tendens til, at når vi ser kommentatorerne inde fra Christiansborg, så ser vi gang på gang, at det ikke er personen, og det arbejde som personen burde gøre, som bliver publiceret og der er et problem, nej, problemet er personens adfærd, siger hun.

Men det afviser chefredaktør Troels Mylenberg fra Fyns Amts Avis.

- Hvis ikke vi skulle skrive om stridigheden, så ville vi ikke leve op til vores forpligtelse som et lokalt medie, der tager lokal politik alvorligt, siger han.

- Jeg synes, det er lidt klynkende at høre på. Jeg synes ikke, der er nogle medier, slet ikke her på Fyn, som træder på den forkerte side af grænserne, siger han.

Men ifølge Kirsten Gramm Mogensen er der tale om en hetz fra pressens side imod hende. Hun mener også, det er gået ud over Svendborgs borgmester Curt Sørensen og landdistriksminister Carsten Hansen.

Svendborgs borgmester er dog ikke så skræmt af situationen. Heller ikke på det personlige plan.

- Jeg tager det med. Jeg tror egentlig, at dér hvor det kan være vanskeligst, det er i forhold til ens familie. Når man selv er midt i det, så mener jeg, at man må tage lidt af hvert, og det hører med, siger Curt Sørensen.

Oversigt

    Oversigt