Sociale tilbud: Demente skal ikke bare vente på, at det bliver værre

Noget af det, der hjælper på livskavliteten hos demensramte personer, er at deltagei fritidsaktiviteter uden for huset. Det har de knækket koden til i Svendborg.

En diagnose med demens er ikke det samme som, at man skal sætte sig hen i en stol og vente på, at det bliver værre.

Det har de forstået i Svendborg, hvor der er startet en gruppe for mænd med demens.

- Det betyder rigtig meget. Det tager også noget af presset hjemmefra, fordi man kan have rigtig mange humørsvingninger med sådan en sygdom, som jeg har, siger Michael Ellegaard, der er en af de demensramte mænd i gruppen.

Formålet med gruppen er, at medlemmerne kan komme ud og få nogle nye oplevelser med hjem. 

- Det er ikke formålet at komme herned og tale om sygdom. Hovedessensen er at være med i en gruppe, hvor man har det sjovt. Det kan være med kunst, mad eller korsang, siger Lone Milling, der er ergoterapeut ved Demenscenter Sydfyn.

Hun har været med til at starte demensgruppen op.

- Når gruppen så er tryg ved hinanden, så kommer der situationer, hvor man åbner op og siger "åh, jeg havde det svært i går". For det er en del af livet, at tale om de ting, der er svære, siger hun.

Mødes om mad

En ny rapport af Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark kommer med bud på, hvor man skal prioritere for at øge demensvenligheden i Danmark.

Den viser at noget af det, der hjælper mest på livskvaliteten hos demensramte personer, er at deltage i fritidsaktiviteter uden for huset.

- Ved demens snakker man meget om den her kognitive stimulition, siger Lone Milling.

Hver torsdag samles gruppen af mænd rundt om spisebordet i Svendborg.

- Jeg er normalt ikke typen, der prøver nye ting, men jeg tænkte "nu prøver jeg", og så har det bare været det hele værd, siger Michael Ellegaard.

Bidrager til livet

Lone Milling er med til alle møderne og hjælper til, at alle får en god aften. Hun kan mærke, at møderne gør en forskel.

- Det giver et pusterum, at komme herned og have det sjovt, hvor det ikke kun skal handle om de svære ting, siger hun og fortsætter:

- Og så får man sine egne minder og oplevelser, der bidrager til noget nyt i livet, så det ikke kun er ens ægtefælle, der skal komme med nyt.

Det anslås, at omkring 90.000 danskere har demens.

At være sammen

En ud af tre af de adspurgte i en rapporten fra Folkebevægelsen for Demensvenligt Danmark savner demensvenlige aktiviteter i lokalområdet. Og hos mandegruppen er der ingen tvivl. Det betyder noget, at man kan mødes.

- Jamen det er følelsen af at være sammen. Så kan det godt være, man sidder lidt med sig selv, men man har stadigvæk den følelse af sammenhold, og at vi kender hinanden, siger Peter Nielsen, der også er en del af demensgruppen.

For mændende er aktiviteter som denne med til at gøre deres hverdag nemmere.

- Jeg tror, at det kunne gavne rigtig mange mænd, at komme med i sådan nogle grupper her, siger Michael Ellegaard.

Han håber, at flere demente kan få glæde af samme slags tilbud i fremtiden.

Oversigt

    Oversigt