I det fynske folks tjeneste

Sommerhøjskole for børn af misbrugere: - Det er et frirum

Melissa Larsen og 59 andre unge med en baggrund i familier med misbrug er på Tubas sommerhøjskole i Svendborg. Her er ingen alkohol, men til gengæld masser af kreativitet, tryghed og frihed.

00:49

60 unge deltager i denne uge på Tubas sommerhøjskole i Svendborg. Video: Morten Albek

Der er fuldt blus på de kreative evner blandt de 60 unge, som i denne uge er på sommerhøjskole i Svendborg. Som på alle andre højskoler er der liv og glade dage på den tidligere SID-skole, og de unge folder sig ud på kurser i maling, skrivning, teater og parkour.

Men på ét område skiller opholdet sig ud. Her serveres ikke alkohol.

Alle kursisterne har nemlig det til fælles, at de har et anstrengt forhold til alkohol og stoffer. De er vokset op med forældre, som har været misbrugere og har derfor svært ved at være sammen med folk, der drikker.

Her på sommerhøjskolen kan alle slappe og nyde at være sammen med ligesindede.

Melissa Larsen fra Fuglebjerg har været på forfatterworkshop på TUBAs sommerhøjskole. Foto: Morten Albek

- Jeg har fået rigtigt meget ud af det. Her er så mange søde mennesker, som man kan snakke med om de ting, der fylder i hverdagen. Når jeg snakker med andre såkaldt normale mennesker, så går jeg og gemmer den her del af mig med min svære barndom indeni, siger Melissa Larsen, 25 år.

Når jeg snakker med andre såkaldt normale mennesker, så går jeg og gemmer den her del af mig med min svære barndom indeni

Melissa Larsen

- Det kan være svært at snakke med folk, som ikke har en lignende baggrund. Men her behøver jeg ikke gemme den del af mig, for alle har den samme baggrund. Det er et frirum, hvor vi bare slapper af og griner og er sammen med hinanden, fortæller Mellisa Larsen.

Der skrives i hånden på forfatterworkshop i Svendborg. Foto: Morten Albek

Historien bor inde i mig

Melissa Larsen har de seneste to dage været på forfatterkursus hos Kaspar Colling Nielsen og skrevet en fortælling ud fra fri fantasi.

- Her på forfatterkurset kan jeg udtrykke mig og skrive en historie ud fra fantasien, men nede i lagene gemmer der sig stadig en del af mig og min baggrund, siger Melissa Larsen.

- Det føltes rigtigt godt at skrive min historie, at komme ud med noget. Jeg har snakket meget med Kaspar om det, og han har givet rigtig god feedback på min historie. Det kan jeg tage med mig videre, når jeg skal skrive videre derhjemme, siger Mellisa Larsen.

En lettelse

På forfatterkurset diskuterer kursisterne deres historier med hinanden og læser dem op til sidst.

- Det har også været fantastisk at høre de andres historie, de er så gode og vildt fængende. Det der nok gør vores historier lige lidt mere spændende er nok netop det, som vi har med os i lasten. Vi har prøvet mere end de fleste andre på vores alder.

For Mellisa Larsen er det en god følelse via skrivningen at komme ud med noget af alt det, som hun derhjemme bærer rundt på i skjul.

Det at skrive kan gøre, at man kan vende de hårde ting, som man har oplevet, til at blive en form for arsenal, som man kan skrive ud fra og skabe nyt indhold med. Noget smukt, måske endda.

Kaspar Colling Nielsen

- Jeg tror, at jeg helt automatisk bruger min egen baggrund i den historie, som jeg har skrevet her på kurset. Det kommer ikke så tydeligt ud, men det ligger gemt i lagene.  Det er så godt at få det ud, mine skuldre kommer længere ned. Derhjemme bliver jeg tit tynget af det, fordi det hele tiden kommer op. Her kommer det ud, og det er så befriende at kunne udtrykke sig og snakke om det, siger Mellisa Larsen.

En hård barndom kan bruges til at skrive

Underviser på forfatterholdet er forfatter Kaspar Colling Nielsen. Han tror, at barske oplevelser i barndommen kan bruges til noget positivt i skrivearbejdet.

- I nogle tilfælde kan det, for man bruger jo hele tiden sin egen historie, når man skriver. Det gør jeg også selv - selvom jeg først har opdaget det bagefter, siger Kaspar Colling Nielsen.

Forfatter Kaspar Colling Nielsen underviser på forfatterworkshop. Foto: Morten Albek

Bedre end normalt

Kaspar Colling Nielsen har meget erfaring i undervisning og oplever, at netop disse kursister adskiller sig fra de fleste andre.

- De er faktisk bedre, end når jeg normalt underviser på højskoler. Jeg tror, at det kan hænge sammen med, at de har noget med i bagagen, og så tror jeg, at mange af dem skriver i forvejen. Så det har været nemt at komme i gang. Det har været nogle interessante processer, og så er det endt med nogle ret gode historier. Det er jo vigtigt, at det ikke bare er en god proces, men at det også ender med gode historier, siger Kaspar Colling Nielsen.

Læs også Misbrug: Unge på Ærø får hjælp

For ham er det vigtigt, at de unge er på sommerhøjskolen for at lære at skrive og ikke for at være en del af  en stor gang gruppeterapi.

Derfor har han opsat nogle regler, så det ikke bliver personlige og terapeutiske historier fra barndommen. Det er ikke ærindet her.

- De skal koncentrere sig om at skrive en historie. Reglerne lægger op til nogle mere lette og humoristiske histoier. Men det der sker, når man skriver, er, at det personlige alligevel kommer med ind af bagdøren i doseret form. Det er meget interessant, og det gør teksterne stærkere, siger Kaspar Colling Nielsen.

Melissa Larsen har som det vigtigste fået nye venner på sommerhøjskolen. Foto: Morten Albek

I samme, trygge båd

For Mellisa Larsen er der stor forskel på at være her blandt andre med samme situation og på at være hjemme.

- Jeg er ofte bange for, at folk skal tænke, at jeg er helt vildt mærkelig. Ofte aner folk ikke, hvad de skal sige til mig, for de kender måske ikke andre med min baggrund. Men her ved jeg, at de andre har prøvet noget lignende, så her kommer der ingen dumme spørgsmål eller at folk bare dropper kontakten, fordi de ikke ved, hvad de skal gøre. Det er utroligt sårende, men det kan være svært for folk at rumme det, som jeg har med, siger Mellisa Larsen.

- Jeg går helt klart hjem herfra med nye venner. Det var også det allervigtigste for mig, da jeg kom, for jeg kender faktisk ikke nogen med samme baggrund som mig. Det kan være utrolig ensomt ikke at have nogen at tale med om de svære ting. Så det er rigtigt dejligt, siger Mellisa Larsen.

Hvad er Tuba?

Tuba står for Terapi og rådgivning for Unge, som er Børn af Alkoholmisbrugere.

Tuba tilbyder hjælp, rådgivning og terapi til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i hjem med alkohol- eller stofmisbrug. Hjælpen er gratis, og alle ansatte og frivillige har tavshedspligt og er her for at hjælpe dig.

Tuba har afdelinger landet over, hvor de blandt andet tilbyder individuel terapi og gruppeterapi samt mange aftenarrangementer med undervisning eller socialt indhold.

Tuba er en selvstændig organisation ejet af Blå Kors.

Det vigtigste er at have det sjovt

For Kaspar Colling Nielsen er det helt afgørende, at han er med til at skabe en god stemning på sit hold.

- Jeg vil først og fremmest sende dem hjem med følelsen af at have haft en god uge. Hvis man har det sjovt og føler sig tryg i sin gruppe, så er der langt større chance for at skrive noget godt.

- Hvis man skal skrive noget godt, så skal man glemme sin indre kritiker, så det er meget vigtigt, at vi har det skægt og trygt og kan lege og gå ud af en tangent. Det kommer der gode historier ud af, siger Kaspar Colling Nielsen.

Læs også Vokset op i misbrug: Tuba-terapi virker

Tubas sommerhøjskole

Tubas sommerhøjskole giver 60 unge mulighed for at være sammen og bruge deres kreativitet, uden at det skal handle om deres forældres misbrug, men hvor man stadig har mulighed for at udvikle sig personligt og spejle sig i andre unge, hvis baggrund ligner ens egen.

I modsætning til at tage på festival, er sommerhøjskolen alkohol- og stoffri, da en del af de unge har det svært med at være sammen med andre, der drikker.

For mange af deltagerne, der kæmper med angst, lavt selvværd, social udsathed og lignende problemer, er det en kæmpe overvindelse at skulle tale, sove og være sammen med en stor gruppe fremmede.

Men de fleste kalder det efterfølgende en oplevelse, de vil huske hele livet.