Spiritussejlads: Stærkt beruset far havde søn med ombord

En 53-årig mand er blevet sigtet for spiritussejlads, efter han faldt om i en båd med sin søn ombord.

Fyns Politi og beredskabet måtte onsdag aften rykke ud efter en anmeldelse om, at en person var faldet om på en båd.

Det sker 18.48, fortæller vagtchef Sten Nyland til TV 2 Fyn.

- Vi får en anmeldelse om, at der muligvis er noget galt med en person på skibet. På den baggrund bliver der iværksat en søredningsaktion. Der viser sig at været en voksen og et barn til stede, siger vagtchefen.

Der er tale om en 11-årig dreng og hans 53-årige far, der var meget spirituspåvirket. De befandt sig ved Gambøt Lystbådehavn på Thurø. 

Sigtet for spiritussejlads

Drengen havde kontaktet noget familie, da faderen var faldet om i båden. Familien havde derefter taget kontakt til politiet. 

Da politiet ankom til båden, var den 53-årige igen ved bevidsthed, og han blev taget med til en blodprøve.

Manden er efterfølgende blevet sigtet for spiritussejlads. Drengen er i god behold og er blevet overdraget til noget familie.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt