I det fynske folks tjeneste

SSI vil undersøge udskydelse af andet vaccinestik: - Vi håber på det bedste, siger plejehjemsbeboer

I Svendborg har de første plejehjemsbeboere i dag fået den første coronavaccine. Det andet stik skal de have om tre uger, medmindre Danmark vælger at følge Storbrittaniens eksempel.

Om tre uger skal Rasmus Rasmussen have sit andet stik, hvis Statens Serum Institut ikke ombestemmer sig. Foto: TV 2

Søndag fik de første svendborgensere deres første stik med vaccinen mod coronavirus på Ollerup plejecenter.

- Jeg er meget spændt. Vi håber på det bedste, siger Rasmus Rasmussen, der bor i en ældrebolig på Ollerup Plejecenter.

Det andet stik skal 86-årig Rasmus Rasmussen efter planen have om tre uger, men Statens Serum Institut vil nu undersøge muligheden for i stedet at vente hele tolv uger med det andet stik.

- Det må vi tage, som det kommer. Vi kan jo ikke gøre mere. Men det er da en god idé at få vaccineret så mange som muligt, siger Rasmus Rasmussen.

Statens Serum Institut (SSI) holder foreløbig fast i, at anden dosis af coronavaccinen fra Pfizer og BioNTech skal gives efter tre uger.

Men man vil følge erfaringerne fra Storbritannien, hvor man har valgt at udskyde anden dosis til efter 12 uger.

Læs også Første nordfynboer vaccineret: - Det gik snildt og hurtigt

Det siger Henrik Ullum, direktør i SSI, til DR.

- Det vil også give god mening at diskutere det videre, men som officiel myndighedsperson hælder jeg i første omgang til den officielle anbefaling, hvor vi ved, hvad vi gør og har dokumentation for det, siger Henrik Ullum til DR.

Pfizer og BioNTech har sendt deres vaccine på markedet med beskeden om, at andet stik skal gives tre uger efter første stik. Det er sådan, den er blevet brugt, da vaccinen blev udviklet.

Men på grund af den voldsomme smitteudvikling i Storbritannien har de britiske myndigheder valgt, at anden dosis udskydes til efter 12 uger. Dermed kan en større del af befolkningen hurtigere få første stik.

Kan "have sin gang på jorden"

Vaccinen opnår først sin fulde effekt efter andet stik, og hos SSI er man usikker på, hvor effektfuld vaccinen er, hvis man venter til efter 12 uger.

- Man kunne være bekymret for, at man på trods af vaccinationerne kunne se flere infektioner, så det var en falsk tryghed, siger Henrik Ullum.

Men med den situation Storbritannien er i, kan det godt "have sin gang på jorden" at udskyde andet stik, fordi beskyttelsen ser ud til at være konstant i de 12 uger.

Læs også 38 coronapatienter indlagt: - Det er ikke gået, som vi har frygtet

Det siger Jan Pravsgaard Christensen, professor ved Institut for Mikrobiologi og Immunologi på Københavns Universitet.

- Men man skal selvfølgelig sikre sig, at man har doserne efter tre måneder til næste runde, for den første vaccine holder ikke uendeligt.

Han påpeger, at det lige nu er svært at vurdere, om der kan være behov for samme ændring af strategien i Danmark.

- Storbritannien er jo i en situation, hvor de er voldsomt mere presset end Danmark, og det er derfor, de har truffet beslutningen, siger Jan Pravsgaard Christensen.

Politikere beder om vurdering

De Radikales sundhedsordfører, Stinus Lindgreen, skriver på Twitter, at han har bedt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om at få de danske sundhedsmyndigheder til at give en vurdering af Storbritanniens ændring af vaccinationsprogrammet.

Ifølge DR vil både SF og De Konservative også have set på, om man kan udskyde andet vaccinationsstik ligesom i Storbritannien.

Læs også Nye tal fra SSI: Muteret coronavirus også konstateret i Syddanmark

Enhedslisten afventer foreløbig en udmelding fra sundhedsmyndighederne.

- Vi har brug for en klar udmelding fra myndighederne. Der er en vis risiko ved at ændre på proceduren for en forholdsvis ny vaccine. Hensigten er, at den skulle bruges efter tre uger for at have fuld effekt, siger sundhedsordfører Peder Hvelplund (EL).