Stefan skal bygge F-35 fly i USA: - Det er en drengedrøm

I en måned skal sydfynske Stefan Fusager arbejde med kampfly i Texas som et led i uddannelsen til industritekniker.

Natten til torsdag tog Stefan Fusager turen fra Svendborg til Texas i USA for at udleve lidt af en drøm. 

Han skal nemlig være med til at bygge dele til F-35 kampfly.

- Det er en drengedrøm at komme ud at stå og kigge på kampfly. Det tror jeg, de fleste mænd og drenge vil synes, er en ret god oplevelse.

Hemmeligt projekt

Texas-virksomheden Lockheed Martin producerer for tiden 27 kampfly af typen F-35, som er bestilt af Danmark. 

Gennem et særligt samarbejde har fire lærlinge på industriteknikeruddannelsen fået muligheden for at deltage i arbejdet med flyene i 34 dage.

Det er hemmeligt, hvad de fire lærlinge skal arbejde på.
Det er hemmeligt, hvad de fire lærlinge skal arbejde på.
Foto: Forsvaret

Og Stefan Fusager er altså én af de fire, som er blevet udvalgt blandt cirka 1.200 aspirerende industriteknikelever af Dansk Industri og Dansk Metal, der står bag udsendelserne. 

- Vi har fået en grov plan for, hvad der kommer til at foregå i den måned, men resten får vi at vide, når vi kommer derover af sikkerhedsmæssige hensyn, fortæller den kommende F-35-bygger og forklarer, at det er hemmeligt præcis, hvad de skal lave.

Få arbejdsløse teknikere

Når Stefan Fusager ikke udlever drengedrømmen i USA, er han lærling i Svendborg. Men han er én af få industriteknikerlærlinge på landsplan.

Og det er netop målet med den spændende tur over Atlanten. For der er stor mangel på flere af Stefans slags. Kun 1,7 procent af Dansk Metals medlemmer i Region Syddanmark er arbejdsløse.

- Der er en tanke om, at erhvervsuddannelser er en stopklods, men vi håber, at vi her kan vise, at man kan begå sig nationalt og internationalt. Den her tur kan måske vise, at det er en åben verden, siger Kasper Palm, der er forbundssekretær hos Dansk Metal.

Stefan Fusager tog til USA natten til torsdag for at arbejde med kampflyene.
Stefan Fusager tog til USA natten til torsdag for at arbejde med kampflyene.
Foto: Anders Høgh

- Man får bare noget helt andet i sin uddannelse, end andre på samme uddannelse gør med den her tur. Det er en oplevelse, man vil se tilbage på, siger Stefan Fusager.

Lige inden den sydfynske lærling spændt kunne sætte sig i flyet, var der et altoveskyggende mål for turen.

- Så længe man kan komme hjem derfra og tænker, at man har lært noget og har fået noget ud af det. Det er det, der er vigtigt, smiler Stefan Fusager.

Oversigt

    Oversigt