Stor hæder: Mathias Gidsel kåret som OL's mest værdifulde håndboldspiller

OL-turneringens mest værdifulde håndboldspiller var danske Mathias Gidsel, har IHF vurderet.

Siden han fik debut sidste år har GOG-spilleren Mathias Gidsel taget håndboldlandsholdet med storm - og nu får han mere hæder.

Den 22-årige højreback er af Det Internationale Håndboldforbund (IHF) blevet kåret som OL-turneringens mest værdifulde spiller.

Det oplyser forbundet på Twitter, hvor det fremgår, at Mikkel Hansen er blevet udtaget til turneringens all star-hold.

Mathias Gidsel scorede undervejs i OL-turneringen 46 kasser og var afgørende for Danmark i flere af kampene frem mod finalen mod Frankrig, hvor det endte med nederlag og sølvmedaljer.

I begyndelsen af turneringens sidste kamp blev han kuet en smule af den benhårde franske fysik, men kom godt efter det i anden halvleg.

I finalens slutfase fik Mathias Gidsel bolden i Danmarks jagt på et uafgjort resultat, som kunne sende kampen i forlænget spilletid. Han lavede dog en fejlaflevering, og så scorede Frankrig til kampens resultat 25-23.

Det fjernede dog ikke indtrykket af en flot turnering, og Gidsel var da heller ikke tynget af sin fejl, da han efter opgøret satte ord på den.

- Jeg er mere stolt over, at jeg tog ansvaret.

- Jeg gjorde noget, og jeg kunne også bare have spillet bolden videre til Mikkel Hansen og sagt: "Værsgo - så må du klare den", sagde han.

Mathias Gidsel fik landsholdsdebut i en EM-kvalifikationskamp mod Finland i november sidste år og scorede tre mål. Den indsats og præstationerne hjemme i GOG gav ham en plads på VM-holdet i januar.

Han entrerede på den helt store scene med ti scoringer mod Bahrain i VM-premieren og fortsatte under hele slutrunden i Egypten med at imponere det danske håndboldpublikum.

Under OL har han igen været flyvende og blev turneringens næstmest scorende spiller efter Mikkel Hansen, der nettede 61 gange.

Oversigt

    Oversigt