Stranden ved Christiansminde lukket

Det blå flag er blevet taget ned fra Christiansminde strand i Svendborg og embedslægen fraråder badning efter fund af for høje koncentrationer af colibakterier.

Svendborg Kommune tog mandag formiddag det Blå Flag ned på stranden ved Christiansminde. Samtidig blev der i samarbejde med Embedslægen sat skilte op med "Badning frarådes".

Årsagen til lukningen af den populære strand er, at en badevandsprøve har vist for højt indhold af colibakterier. Badevandsprøven viste et indhold på 1.480 colibakterier pr. 100 ml. Kriterierne for nedtagning af det Blå Flag er 1.000 colibakterier.

I følge Svendborg Komunne hænger overskridelsen formodentlig sammen med store nedbørsmængder i sidste uge.

- Vi fik meget regn mellem onsdag og torsdag i sidste uge, og det har fået nogle kloakker i Svendborg Havn til at løbe over, fortæller miljøtekniker Birgitte Varming fra Svendborg Kommune.

Så snart en ny prøve viser, at badevandet igen er i orden rejses det Blå Flag, og skiltene fjernes.

Oversigt

    Oversigt