I det fynske folks tjeneste

Svendborg er klar med speed-service til erhvervslivet

Svendborg Kommune og Svendborg Event har etableret en speed-service til virksomheder i byen, der sidder med spørgsmål til den muligt forestående genåbning af landet.

Snart kommer der måske liv i gaden i Svendborg igen. Det vil Svendborg Kommune og Svendborg Event i hvert fald sørge for med speed-service til erhvervslivet. Foto: Solveig Fuglestad

I Svendborg går erhvervsdrivende spændt og venter på en melding om, hvornår de igen må åbne op for deres virksomheder.

Svendborg Kommune har istandsat en såkaldt speed-service, som skal hjælpe erhvervslivet med at få afklaret de spørgsmål, der melder sig i forbindelse med den forestående genåbning fra 10. maj. 

- Der er begyndt at være en del snak om, at der snart bliver åbnet meget op for Danmark igen, og her vil vi gerne være proaktive på at hjælpe erhvervslivet i gang igen, siger Rikke Berg, der er direktør for Miljø og Teknik i Svendborg Kommune. 

Læs også Nathalie fik iværksætterhjælp: - Det er mit hjertebarn, men jeg var på dybt vand

Tættere på erhvervslivet

To personer fra Svendborg Kommune rykker ned på Havnepladsen, hvor Svendborg Event holder til. Allerede fra Store Bededag vil kontoret have åbent for personlig betjening fra 10 til 12, hvilket fortsætter henover weekenden og alle kommende hverdage. 

- Vi laver den her lille straks-butik, som gør, at vi rykker tættere på erhvervslivet. På den måde kan erhvervsdrivende tale med både vej- og byggefolk på én gang og skal ikke ringe flere forskellige steder hen og koordinere svar, siger Rikke Berg.

Vi har alle en interesse i, at hele Svendborg Kommune hurtigt kommer fra start.

Bo Hansen (S), borgmester, Svendborg Kommune

Hun forklarer at spørgsmålene kan handle om alt fra at udnytte plads på fortorvet til udskænkning til overblik over lovgivning. 

- To timer om dagen kan man komme direkte ind fra gaden og få hjælp. Uden for de to timer kan man som sædvanligt ringe, fortæller hun.

Alternative forretningsmodeller

Forud for forhandlingerne med partilederne onsdag aften, fortalte Mette Frederiksen, at genåbningen kommer til at indbefatte flere end først antaget, og at dem, der får lov til at åbne mere op i starten af næste uge får besked, så tingene kan falde på plads.

Læs også Glæder sig: Nyt projektfirma overtager omstridt grund i Nyborg

Svendborg Kommune og Svendborg Event vil netop sikre sig, at erhvervslivet kommer godt fra start i fase to med deres speed-service tiltag. 

- Vi håber, at vi kan hjælpe erhvervslivet hurtigere i gang, så de kan får afklaret deres spørgsmål og hurtigt kan åbne op. Hvis de vil lave pop-up restauranter eller drive-in bio eller har helt andre alternative forretningsmodeller, kan vi hjælpe dem. 

Også borgmester Bo Hansen (S) er glad for, at Svendborg Kommune vil hjælpe erhverslivet i gang. 

Vi laver den her lille straks-butik, som gør, at vi rykker tættere på erhvervslivet. På den måde kan erhvervsdrivende tale med både vej- og byggefolk på én gang og skal ikke ringe flere forskellige steder hen og koordinere svar.

Rikke Berg, direktør for Miljø og Teknik, Svendborg Kommune. 

- Vi har alle en interesse i, at hele Svendborg Kommune hurtigt kommer fra start. Kan vi som kommune være med til at sikre det ved at lave fleksible løsninger, prøvehandlinger og tænke ud af boksen, tror jeg, at det er den bedste hjælp, vi kan give, når erhvervslivet kommer med idéer og forslag i denne tid, siger borgmesteren i en pressemeddelse fra Svendborg Kommune.

Spørgsmålene er der ikke kommet mange af endnu, fordi virksomhederne alle venter på presemøde, der skal give klarhed. 

- Forventningen er, at der vil være spørgsmål, fordi man skal i gang med at drive forretningen på en helt anden måde. Og hvis ikke, så ruller vi jo bare kontoret tilbage igen. Det vigtigste for os er, at vi kan hjælpe de erhvervsdrivende til at få en indtægt og dermed få skabt noget liv i byen igen, fastslår Rikke Berg.