Svendborg får støtte til åben skole-samarbejde

I alt 19 kommuner får del i 6 millioner kroner til projekter, der skal indsamle erfaringer med samarbejde mellem skole og det lokale forenings- og kulturliv.

Svendborg Kommune er en af de 19 kommuner, der bliver en del af initiativet 'Åben Skole – lokale samarbejder og national videndeling.' 

I alt uddeler Kulturministeriet og Ministeriet for børn, undervisning og ligestilling 6 millioner kr. til de 19 projekter. 

Projekterne skal styrke det lokale samarbejde mellem skoler og foreninger, kunst- og kulturtilbud, virksomheder mv. i skolernes lokalmiljø.

Oprindeligt var det samlede beløb 3 mio. kr., men på grund af mange velkvalificerede ansøgninger, blev beløbet hævet til samlet set 6 mio. kr.

- Jeg er glad for at kunne støtte en række spændende og nytænkende projekter, der viser, hvordan man i skolen kan drage nytte af de ressourcer, der findes i det lokale kultur- og foreningsliv. Kultur- og foreningslivet kan tilføre undervisningen nye kvaliteter, der både kan tale til dem med særlige talenter og samtidig give inspiration til undervisningen i en bredere forstand. Ikke mindst er det glædeligt, at så mange kommuner over hele landet har fokus på området, siger kulturminister Bertel Haarder.

Oversigt

    Oversigt