Svendborg kan blive vært for nyt kæmpearrangement

I 2026 kan det blive Svendborg, som bliver værtsby for Spejdernes Lejr. Over ti dage tiltrækker arrangementet omkring 40.000 deltagere fra ind- og udland.

I sommeren 2026 skal Spejdernes Lejr igen afvikles, og her forventes omkring 40.000 deltagere fra ind- og udland at samle sig et sted i Danmark. 

Derfor søger folkene bag Nordens største lejr en værtsby, og her viser Svendborg sin interesse. 

- Vi viser interesse, ja, men det afhænger af, om vi kan forhandle os frem til en model, vi kan se os selv i, siger Lars Erik Hornemann (V), der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Svendborg Kommune.

Større millionbeløb i spil

Udvalget skal drøfte det potentielle værtskab på et møde torsdag. Der lægges i første omgang op til, at Svendborg ikke afgiver et officielt bud på værtskabet i forhold til de vilkår, som spejderne har fremlagt, men Svendborg ønsker at forhandle om de økonomiske rammer.  

Sønderborg var vært for Spejdernes Lejr i 2017 og havde en omsætning på cirka 70 millioner kroner. 

Fakta om Spejderne

Til gengæld spyttede kommunen også et større millionbeløb i arrangementet. I Sønderborgs tilfælde var der udgifter på 37 millioner kroner.

- Det er vildt mange penge, fastslår Lars Erik Hornemann, som ser frem til at forhandle om de økonomiske rammer.

Spejderne, der er en paraplyorganisation for fem danske spejderkorps, havde efter lejren i Sønderborg et overskud på 17 millioner kroner. 

Samler børn og unge

Spejdernes Lejr afvikles over ti dage og har primært deltagelse af børn og unge mellem 10 og 17 år samt deres familier. 

- Det vil betyde, at der kommer rigtig mange aktive unge og en masse gæster, som skal se og besøge dem og tage del i deres arrangement, siger Lars Erik Hornemann, som er sikker på, at Spejdernes Lejr vil være med til at øge kendskabet til Svendborg og Sydfyn. 

Bliver Svendborg værtsby, kan arrangementet delvist afvikles omkring Svendborg Idrætscenter. 

Værtskab meldes ud til efteråret

Svendborg er i forvejen vært for DGI’s landsstævne, der er Danmarks største idrætsfestival, i 2022.

Samme år afvikles næste udgave af Spejdernes Lejr ved naturområdet Hedeland. Her er tre kommuner med til at afvikle og finansiere arrangementet. 

Værtskommunen til Spejdernes Lejr 2026 afgøres til sommer og offentliggøres til september.

Oversigt

    Oversigt