Svendborg Rabbits vender hjem

Svendborg Rabbits løber på banen i den kommende sæson bliver det i Svendborg Idrætscenter på Ryttervej.

Basketspillerne fra Svendborg Rabbits fik i januar ny hjemmebane resten af sæsonen. Kaninerne skiftede fra Svendborg Idrætscenter til Gudmehallen på grund af krav fra Canal Digital Ligaen og DK4.

- Når vi i Svendborg Rabbits har valgt, at afvikle disse kampe i Gudme Hallerne er det for at leve op til de skærpede krav fra Canal Digital Ligaen og DK4, der er blevet pålagt de enkelte klubber i dette års DM slutspil i Canal Digital Ligaen. Krav, der ikke umiddelbart kan løses i Svendborg Idrætscenter uden det får væsentlige økonomiske konsekvenser for Svendborg Rabbits, derfor har vi kigget os om efter andre alternativer til afvikling af DM slutspillet, lød begrundelsen fra kaninerne i januar.

Svendborg Rabbits har her hen over sommeren været i dialog med ledelsen i Svendborg Idrætscenter.

- Begge parter er enige om at arbejde på at løse problematikken med de mange streger på halvgulvet, som primært er til gene under TV Kampe, ligeledes arbejdes der på at forbedre faciliteterne til at afvikle VIP arrangementer til de helt store kampe, oplyser Niels Jørgen Jensen fra Svendborg Rabbits.

Svendborg Rabbits første hjemmekamp i Svendborg bliver 28. september, hvor modstanderen er Ålborg Vikings.

Oversigt

    Oversigt