Svendborg splittet over landsstævne

Skal Svendborg bruge op til 40 millioner kroner på at afholde DGI's landsstævne i 2021? Det spørgsmål splitter byrådet, der ellers så sent som i oktober var enige om at huse stævnet. Men fordi der endnu ikke er lagt et budget, og ingen endnu har meldt ud, hvor pengene skal komme fra, truer venstrefløjen nu med at trække støtten. DGI anslår, at det vil koste 25 mio. kroner, hvis byen igen skal lægge græs til landsstævnet plus 15 til opbygning og renovering af byens sportsfaciliteter.

- Det er helt klart, at man ikke bare kan sige ja til at afsætte 25 mio. kroner på en driftsopgave uden at vide, hvad pengene skal bruges til, siger Hanne Klit (S).

- Jeg vil vide, hvor mange penge vi skal bruge, og hvad pengene skal bruges til, fortsætter hun

Udmeldingen ærgrer Venstre, der stadig meget gerne ser stævnet til byen.

- Vi er nødt til at holde os op af DGI's estimat, og så kan vi ikke gøre det mere detaljeret på nuværende tidspunkt, siger Mette Kristensen (V):

- Jeg er nødt til at være ærlig og sige, at det kræver, at vi fornemmer, at der er politisk opbakning, hvis vi skal trække et så stort stævne til Sydfyn.

Byrådet holder temamøde om landsstævnet den 1. marts, en måned før DGI's ansøgningsfrist 1. april.

Oversigt

    Oversigt