Svendborg taber til Horsens: Kaninernes fjerdeplads i fare

Svendborg Rabbits kunne have sikret sig godt udgangspunkt inden slutspillet i Basketligaen, men tabte hjemme til Horsens IC.

Svendborg Rabbits har endnu ikke slået Horsens IC i denne sæson, for selv om fynboerne førte det meste af første halvleg, så var det østjyderne, der endte som stærkeste hold i mandagens kamp. Den sidste i grundspillet for Svendborg Rabbits.

Horsens IC vandt kampen i Svendborg Idrætscenter med 86-75, selv om det reelt kun var Rabbits, der havde noget at spille for - nemlig en sikring af fjerdepladsen eller avancement til 3. pladsen. Horsens IC beholder med sejren sin 2. plads i grundspillet, da holdet ikke kan nå Bakken Bears på 1. pladsen og heller ikke kan hentes af Team FOG Næstved.

Fjerdepladsen, der sikrer en ekstra hjemmebanefordel i kvartfinaleserien, kan stadig nås for Svendborg Rabbits, men det kræver, at Horsens IC også vinder over Randers, når de to hold mødes på torsdag.

- Vi vil rigtig gerne have hjemmebanefordelen, da vi så har muligheden for at spille foran vores hjemmepublikum, som laver en masse god larm, som vi kan høre her i aften, sagde Svendborg Rabbits-direktør Troels Mortensen, da TV 2/FYN interviewede ham under kampen.

Svendborg Rabbits fik senest en medalje i 2017, hvor det blev til bronze.

Kvartfinalerne starter 21. marts.

Oversigt

    Oversigt