Sydfyn-serie solgt til USA

Et amerikansk selskab har sikret sig rettighederne til at lave en engelsksproget version af DR's "Arvingerne".

Nu skal de amerikanske tv-seere også stifte bekendtskab med DR's dramaserie "Arvingerne", der foregår på Sydfyn.

Det er dog uvidst om Fyn også får en plads i den amerikanske udgave.

Rettighederne til hitserien, som er skrevet af manuskriptforfatteren Maya Ilsøe, er blevet solgt til det amerikanske produktionsselskab Universal Cable Productions, skriver Hollywood Reporter.

Første afsnit af "Arvingerne" blev vist på DR i januar. Seriens ti afsnit var vældig populær blandt de danske tv-seere og trak fulde huse uge efter uge.

Den amerikanske version af serien skal blandt andre produceres af Doug Liman, som også har stået bag storsællerter som de fire film om agenten Jason Bourne med Matt Damon i hovedrollen og filmen Fair Game med Sean Penn og Naomi Watts.

- Arvingerne indholder den slags helt utrolige figurer, som er unikke og minder os om vores egne bedste og mest skøre familiemedlemmer, siger Doug Liman til Hollywood Reporter.

Universal Cable Productions var åbenbart ikke de eneste, der havde fået øje på den danske dramaserie.

Udviklingschef Dawn Olmstead fra Universal Cable Productions siger til Hollywood Reporter, at "Arvingerne" er et fantastisk drama, som de måtte kæmpe hårdt for at sikre sig rettighederne til.

"Arvingerne" foregår i den danske udgave på Sydfyn. Ifølge DR's beskrivelse er serien et moderne familieportræt af 68-generationen og deres børn.

Serien handler om fire voksne børn af en internationalt anerkendt kunstner. Da moderen dør samles børnene for at gøre boet op, men det, der skulle have været en hurtig og smertefri proces, ender med at vende op og ned på deres liv, da hemmeligheder og løgne afsløres.

Arvingerne bliver den seneste af en række nordiske serier, som er eksporteret til USA. Herunder andre DR-serier som "Broen" og "Forbrydelsen".

Oversigt

    Oversigt