Takket være en bestemt lærer blev Ida student: - Hun er grunden til, at jeg står her

De første studenter fra Oure Kostgymnasium udklækkede mandag. For 19-årige Ida Due Jessen er en gammel efterskolelærer årsagen til, at hun blev student.

Gårdspladsen uden for Oure Kostgymnasium er fyldt med hvide huer mandag, og over de næste tre dage kan i alt 85 elever på gymnasiet sænke skuldrene og kalde sig studenter. 

En af dem er 19-årige Ida Due Jessen, der de seneste tre år har boet og haft sin dagligdag på gymnasiet. 

- Jeg er trist over, at det er slut, men også glad. Det er megadejligt og en kæmpe forløsning at blive færdig.

En svær start

Det har ikke nødvendigvis ligget i kortene, at Ida Due Jessen ville blive færdig fra Oure. I 2018 startede hun på Oure Efterskole, og her oplevede hun det som en kæmpe omvæltning. 

- Det var virkelig nervepirrende, og jeg havde megameget hjemvé, fortæller hun. 

Det husker hendes huslærer fra efterskolen, Sidsel Sørensen, også. Hun er mødt op i dagens anledning for at lykønske den nyudklækkede student. 

- Hun havde ikke den nemmeste start på sit efterskoleliv, så jeg havde ikke troet for fire år siden, at hun ville komme ud herfra med hue på, siger hun. 

Faktisk er Sidsel Sørensen årsgen til, at Ida i dag kan kalde sig student fra Oure. 

- Jeg bliver helt rørt. Hun hjalp mig gennem den her hjemvé. Hun har været der gennem det hele, siger Ida Due Jessen med våde øjne. 

Fra usikker til selvstændig

Det er ikke kun Ida, der er rørt i dagens anledning. Hendes mor Janne Due Jessen reflekterer også over den udvikling, som datteren har været igennem. 

- Vi er rigtig stolte. Hun er gået fra at være en usikker pige til nu at være en glad, smuk, dygtig og selvstændig pige, siger Janne Due Jessen.

Hvad der skal ske i fremtiden, ved Ida Due Jessen endnu ikke. Men den kommende uge er der ikke tvivl om. Den er fyldt op med gilder og studenterkørsel. 

- Vi skal drikke nogle øl, hygge os en masse og fejre det, siger hun. 

En undersøgelse viste tidligere på året, at næsten 16 procent af dem, der blev studenter i 2015 på Fyn, efter fem år endnu ikke var i gang med eller havde gennemført en uddannelse.