Tankevækkende udstilling i Svendborg

Onsdag aften åbner en udstilling, hvor unge flygtninge fortæller om livet på et asylcenter gennem ord og billeder.

Det, der for 30 uledsagede, unge asylansøgere begyndte som tre ugers fotoworkshop er nu endt som en fotoudstilling, der giver et unikt indblik i et liv som asylansøger i Danmark.

Udstillingen har fået navnet 'ROUTEless?'. Det er ment som en blanding mellem 'rootless' (rodløs), og det at mangle en 'route' (rute) i livet.

Navnet afspejler således, at projektet inddrager unge asylansøgere, som kan siges at være midlertidigt 'rodløse' og derudover ikke kender deres videre 'rute' i livet, imens de afventer svar på deres asylsag.

- De fleste har hørt om de unge uledsagede asylansøgere fra medierne, hvor de ofte bliver reduceret til ofre eller udråbes som problem. Projektet blev deres mulighed for at få ordet og dele deres liv med alt, hvad det indebærer, siger initiativtager Marie Kock Nielsen fra Dansk Flygtningehjælps Ungenetværk

Udstillingen vidner om en gruppe ressourcestærke individer, der er fulde af visioner, drømme og håb.

Udover beretninger om fællesskabet ved måltiderne, fodbold og drageflyvning har de unge åbenhjertet fortalt om følelser af både sorg, angst, glæde og frustration.

Svendborg er foreløbig sidste stop for udstillingen, der har fået massiv opmærksomhed overalt hvor den har været.

Udstillingen kan ses i Borgenforeningen - Kulturhus Svendborg. Den åbner onsdag den 11. januar klokken 17 og kan ses indtil 18. februar i Borgerforeningens åbningstider.

Oversigt

    Oversigt