Teater på jagt efter millioner: - Jeg synes, vi har en sag

Der er brug for en statslig håndsrækning til Baggårdteatret, mener direktøren. Snart får han mulighed for at tale sin sag for Folketingets Kulturudvalg.

Der er store drømme på Baggårdteatret i Svendborg. 

Man går blandt andet med planer om et nyt, stort teaterhus på Frederiksø ved Svendborg Havn, og 1. januar indgik teatret en af landets største egnsteateraftaler, så man nu er egnsteater for både Svendborg, Faaborg-Midtfyn, Langeland og Ærø Kommune. 

Men det er brug for en statslig håndsrækning, hvis teatret skal indfri sit potentiale. Det mener i hvert fald Jakob Bjerregaard Engmann, der er direktør på Baggårdteatret. 

- Jeg synes, vi har en sag. Når man fra politisk hold prædiker, at vi skal have et Danmark i balance, hvor alle har lige muligheder, så er der brug for en mere fair balance i, hvordan midlerne bliver fordelt geografisk, siger han. 

- Vi løfter en dannelsesopgave, blandt andet ved at tilbyde dramaundervisning på folkeskolerne i kommunerne, og man ved konkret, at dem, der kommer til at bruge kulturtilbud senere i livet, er dem, der får dem ind fra barnsben. 

Seks millioner oveni

Direktøren ønsker, at teatret kan blive et såkaldt regionsteater, også kaldet paragraf fem-teater. 

Konkret ville det betyde, at staten ville kunne støtte et direkte statslig tilskud på omkring 8,5 millioner kroner. I den nuværende konstellation er teatret finansieret af de fire sydfynske kommuner, som i 2021 tildelte teatret med 5,4 millioner kroner.

Staten refundereder omkring 35 procent af de kommunale midler, men hvis teatret blev til et regionsteater, ville der altså kunne sættes et direkte tilskud af til teatret. 

- Det ville betyde gode seks millioner kroner oveni det, vi får nu. Det ville gøre alverden i forhold til at realisere det her egnsteater, siger Jakob Bjerregaard Engmann. 

Teaterdirektøren har bedt om foretræde for Folketingets Kulturudvalg for at tale sin sag. 

- Ambitionen er, at det bliver anerkendt, at der skal gøres noget. Det kan også være, at man løfter noget nu ved at finde penge på finansloven, og så senere kan kigge på, om man kan etablere et sydfynsk regionsteater, siger han. 

Har før prøvet uden held

Det er ikke første gang, teaterdirektøren har bedt om at få lov at tale sin sag foran kulturudvalget. Da Fredericia Teater sidste år gik konkurs, bød Baggårdteatret sig til som mulig aftager af de 8,6 millioner kroner, teatret var tiltænkt på grund af sin status som regionsteater. 

Det skete dog ikke. I stedet genopstod Fredericia Teater under ny ledelse og kunne derfor beholde støtten. 

- Jeg oplevede, at de (kulturudvalget red.) lyttede, men på den måde var det jo mission failed. Men vi gjorde et stykke arbejde, der gjorde, at vi fik ørenlyd, siger Jakob Bjerregaard Engmann. 

Det er dog ikke helt uden bekymringer, han går ind til det nye foretræde.

Er du nervøs for, at du igen får lov at tale din sag, uden at det ender med at ændre noget?

- Det kan jeg godt frygte. Bevillinger er ofte historisk funderede, så jeg vil mene, at historikken skræmmer en smule, for man er ikke nødvendigvis specielt villig til at rykke rundt. Men min forventning er, at der bliver lyttet. 

Den endelige dato for foretrædet er endnu ikke fastlagt. 


Krav til paragraf fem teatre

Oversigt

    Oversigt