Til kamp for klimaet: Fynske familier har gjort en stor forskel med små midler

Naturama i Svendborg er rammen, når TV 2/Fyn Event inviterer til at møde sydfynske klimafamilier, der gennem tre måneder har lagt deres livs-stil om.

- T.P.L. Tro På Lortet!

Sundheds-guruen Chris MacDonald har et slogan, der har bidt sig fast i danskernes bevidsthed. Det er en kort, kontant sætning, der godt kan bruges i klimadebatten. Især når det gælder om at blive overbevist om, at der kan gøres noget reelt ved ændringerne i klimaet, hvilket kan være svært at tro på, når man for tredje dag i træk plasker gennem vandpytter på størrelse med mindre søer, mens man jagter ly for tunge dråber, der falder fra en overskyet himmel. 

De små ting i hverdagen tæller

Fire fynske familier har været med i et forsøg, hvor de i tre måneder har forsøgt at leve en mere klimavenlig hverdag.

Det kulminerer til TV 2/Fyns klima-event den 27. november i Svendborg. Du kan tilmelde dig eventen her.

Preben Dahl og TV 2/Fyn Event inviterer fynboerne til at komme og blive klogere på deres klima-regnskab den 27. november.

Klimaprojektet er gennemført i samarbejde mellem AOF Sydfyn, Det Økologiske Råd, og den grønne organisation Go2Green. Formålet er at blive klogere på, hvordan man helt konkret kan skrue ned for CO2-udslippet i dagligdagen.

- Det er ok at gå efter de lavthængende frugter. Mange er faktisk godt i gang med at gøre noget for klimaet i det daglige. Og det gælder jo om at gå efter noget i dagligdagen, som man fortsætter med at gøre herefter, siger Kåre Press-Kristensen.

Han er klimarådgiver for Det Økologiske Råd, der i forbindelse med forsøget har involveret de fire sydfynske familier og har rådgivet dem om, hvad de har kunnet lave om.

Tag cyklen frem for bilen

- Det handler om ting som at skifte oksekød ud med grøntsager i maden, fordi oksekød ikke er godt for CO2-regnskabet. Og det drejer sig om at cykle frem for at køre bil, fortæller Kåre Press-Kristensen.

Begge råd er der blevet lyttet til i Svendborg og omegn. Hos familien Oldenburg, der tæller to voksne og to børn, er oksekødet forsvundet ud af familiens husholdning.

- Min kone og jeg var i forvejen vegetarer, men vi er blevet veganere. Børnene bestemmer selv, hvad de har lyst til, så det er ikke noget, vi har besluttet for dem, fortæller Mikkel Oldenburg, for hvem forsøget med at tænke mere klima-venligt har været en stor øjenåbner.

I tre måneder har fire sydfynske familier forsøgt at blive bedre til at hjælpe klimaet ved at leve mere klimavenligt og nedbringe deres CO2-udslip markant. Målet er at både familierne selv og alle vi andre skal blive klogere på, hvor meget en families dagligdag belaster klimaet med CO2, og hvordan man kan skrue ned for sit udslip. Bag projektet er AOF Sydfyn, Det økologiske råd og den grønne organisation Go2Green,

Hos en anden familie er cyklen blevet den helt store klima-hjælper.

- Vi har en bil, men bruger den slet ikke så meget længere. Den står stille meget af tiden, siger Marie Stenbak Andersen og tilføjer:

- Jeg har cyklet rigtig meget gennem flere år. Men i forbindelse med, at vi blev klima-familie, er min mand begyndt at cykle på arbejde. Faktisk har han cyklet omkring 1.400 kilometer de seneste tre måneder. Vi bruger stort set kun bilen, når vi skal køre min ældste søn til træning, fordi det ligger ret langt væk. Og når vi skal på længere ture.

I Marie Stenbak Andersens familie cykler alle. Den yngste endnu bag på en cykel, der er spændt efter en af de voksne. Det har givet et fællesskab, der gerne skulle fortsætte.

- Min mand og jeg har investeret i el-cykler. Det er naturligvis dyrere end almindelige cykler, men det gør det nemmere at komme afsted i al slags vejr. Især i blæsevejr er el-motoren en stor hjælp, fortæller Marie Stenbak Andersen.

Hendes råd, og masser af andre råd fra tre klima-familier, kan man hente helt gratis på Naturama onsdag den 27. november mellem 17.00-20.00. Udover familierne vil Go2Green og Byens Gårdbutik være til stede og informere om tiltag enhver kan foretage for at komme i gang med at hjælpe klimaet.

Deltag i klimadebatten allerede nu

Debatten og vidensdelingen om klimaet har været i gang på TV 2/ Fyn Events facebookgruppe Den Fynske Redaktion, hvor fynboerne lige nu er med til at sætte vores klimadagsorden på TV 2/Fyn.

Hvis du endnu ikke er medlem af Den Fynske Redaktion, hvor du kan bidrage aktivt til vores journalistiske arbejde, så kan du blive det her. Her kan du også følge hele debatten om klimaet.

Oversigt

    Oversigt