Tilskuere lukkes ind til VM i Egypten: GOG skal ikke frygte coronasmitte, siger forbund

Den 13. begynder VM i Egypten, og det bliver med godt 3.000 tilskuere i hallen. Det undrer direktør i GOG, der har fire spillere på landsholdet, men der er styr på sikkerheden, forsikrer DHF.

Selvom der aldrig kan udstedes nogle garantier, behøver GOG's fire spillere i landsholdstruppen ikke at frygte coronasmitte under VM i Egypten, selvom kampene spilles med tilskuere.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) er blevet orienteret om, hvilken afstand publikum sidder med, om de bærer mundbind, hvor tæt de er på spillerne, og hvordan ventilationssystemet fungerer i Cairo International Stadium Hall.

- Overholdes de oplysninger, så kører tingene. Så er det vores opgave at sørge for, at de ting også fungerer, når vi kommer derned. Det er et stort fælles projekt for håndbolden, så det tror jeg helt sikkert på, siger sportschef i DHF, Morten Henriksen.

Fem GOG'ere i Egypten

De egyptiske VM-værter har besluttet, at 20 procent af tilskuerpladserne må fyldes op til kampene. I Cairo International Stadium Hall betyder det, at godt 3.000 publikummer kan huje fra tribunerne.

 Flere landsholdsstjerner har kritiseret beslutningen - blandt andre Mikkel Hansen, der har overvejet at melde afbud til turneringen - og GOG's direktør Kasper Jørgensen.

GOG har fire danske spillere og én islænding, der skal spille under VM.

- Jeg synes, det er forkert, at man lukker et stort publikum ind til kampene, og det er ikke inden for de retningslinjer, som vi skal overholde i verden i øjeblikket, siger Kasper Jørgensen. 

Ingen tilskuere i Danmark

I december var Danmark og DHF værter, da kvindernes europamesterskaber blev afholdt i Herning. Her var der ingen tilskuere i hallen.

- Det er et område, der kan diskuteres i forhold til signaler. Vi har valgt som forbund at holde os ude af den diskussion i første omgang , og det har vi, fordi der har været nok pres på at få tingene til at fungere rent praktisk og sikkerhedsmæssigt. 

- Vi skal også passe på med at blande os i alle mulige ting. Nu er det om tilskuerpladser, men det kunne også være om styreformer og andre politiske og moralske ting, så vi koncentrerer os om det væsentlige for os, og det er, at sikkerheden er i orden, siger Morten Henriksen.

VM afvikles fra 13. til 31. januar.