Trækroner og havudsigt: Snart kan du blive begravet i en skov på Sydfyn

Tirsdag vedtog byrådet i Svendborg Kommune, at der må anlægges skovbegravelsespladser ved Vejstrupgård på Sydfyn.

Når det sidste hvilested skal vælges i Svendborg Kommune, er det ikke længere kun kirkerne, der er i spil. Fra næste år vil man nemlig kunne få en plads mellem træer, buske og udsigt til det sydfynske hav på Vejstrupgård Herregård.

Bag idéen står Anders Christian Halberg, der er gårdejer på Vejstrupgård, og tirsdag vedtog byrådet i Svendborg Kommune skovbegravelserne.

Sådan fungerer det

- Det er en mere bæredygtig måde at blive begravet, og flere overvejer at blive stedt til hvilei skoven, fortæller han om de nye begravelsesmuligheder.

Et alternativ til kirken

Skovbegravelser er et alternativ til en begravelse på kirkegården, hvor urnen nedsættes i ikke-indviet jord for foden af et træ. Konceptet bliver taget godt i mod af en af skovens brugere.

- Det er en rigtig god idé. Der er flere og flere mennesker, der gerne vil begraves sådan nogle steder. Så er det ubekendt, men alligevel i naturen i stedet for på en kirkegård, hvor det er mere officielt, siger Allan Skov, der er på gåtur i de grønne omgivelser med sin hund.

quote Der er jo flere og flere, der vil smides i haven, mig selv inklusiv. Jeg vil gerne have en gravplads, hvor folk ikke skal hen og mindes ved en gravsten.

Allan Skov, Langå

Han har ikke selv planer om en traditionel kirkebegravelse.

- Der er jo flere og flere, der vil smides i haven, mig selv inklusiv. Jeg vil gerne have en gravplads, hvor folk ikke skal hen og mindes ved en gravsten, fortæller han.

Allan Skov synes, at det er en god idé at lave skovbegravelsespladser.
Allan Skov synes, at det er en god idé at lave skovbegravelsespladser.
Foto: Ole Holbech

Selvom Allan har planer om at blive strøet ud over baghaven, er han begejstret for idéen.

- Det kunne ikke være bedre. Jeg er kommet meget ved havet og i skoven med min hund. Så det er da lykken. Eller ja, det ved jeg ikke, om det er at dø, men det er da smukt her, så jeg synes, at det er alletiders, siger han.

Træerne er omdrejningspunktet

For Anders Christian Halberg og Vejstrupgård er næste skridt at få træerne i skoven målt op samt få den endelige godkendelse af Kirkeministeriet.

- Der skal laves et stisystem, så man kan komme rundt i skoven, men ellers skal der ikke gøres meget. Det er meningen, at det skal stå så naturligt og uberørt som muligt, da det er konceptet, forklarer gårdejeren.

Her kan du se området ved Vejstrupgård, som lægger område til skovbegravelsespladserne.

Det er ikke kun skoven med udsigt til det sydfynske hav, der er en del af planerne om skovbegravelsesplads.

- Vi har et par skove i spil. Lige den her skov ved Vejstrupgård er super velegnet med den flotte udsigt over havet, men der er også skove længere inde i landet i spil. Så har vi både noget for dem, der vil have havudsigt, og dem, der vil have roen inde i landet, siger Anders Christian Halberg.

Naturen som det nærmeste

Træerne markeres med et nummer, hvor der rundt om er et afgrænset område, hvor urnen kan nedsættes, så pårørende kan finde et sted at mindes den afdøde. Ligesom på en kirkegård kan man få et familietræ, hvor hele familien på sigt kan blive stedt til hvile nær hinanden.

quote Det er en alternativ måde at blive begravet på, også hvis man ikke er medlem af folkekirken.

Anders Christian Halberg, gårdejer på Vejstrupgård Herregård

- Vi snakker om to-tre hektarer jord, men det er svært at sige, hvor mange, der er plads til, forklarer Anders Christian Halberg.

Personalet på Vejstrupgård kommer til at stå for det praktiske i forbindelse med vedligeholdelsen. Håbet er, at det grove arbejde kan ske i løbet af vinteren, så der kan være fremvisninger i foråret 2020.

Man kan få flot havudsigt på begravelsespladsen.
Man kan få flot havudsigt på begravelsespladsen.
Foto: Mads Ingemann

Også Anders Christian Halberg ser frem til at åbne for begravelser i skoven, men understreger, at det ikke er en konkurrence.

- Det er en alternativ måde at blive begravet på, også hvis man ikke er medlem af folkekirken. Det er for folk, der har naturen som deres nærmeste eller deres tro. Det skal ikke være en konkurrent til kirken, vi henvender os bare til dem, der ønsker et alternativ til den klassiske begravelse, fortæller han.

Oversigt

    Oversigt