I det fynske folks tjeneste

Tre måneder i klimaets tjeneste: Svendborg-familier beviser, at man kan gøre rigtig meget

Med hjælp fra eksperter vil fire familier prøve at leve mere klimavenligt i hverdagen - her er deres resultater.

Hos familien Stenbak Andersen blev der spurgt flittigt ind til familiens erfaringer med el-cykler. Foto: Preben Dahl

Maden var et af de populære indslag, da TV 2/FYN event, sammen med Naturama, Byens Gårdbutik, AOF Svendborg og klimafamilierne inviterede til råd og tips til fordel for klimaet. Foto: Preben Dahl

1 af 2

- Jeg synes, det smager rigtig godt. Som jeg lige sagde til min mand, så kan man ikke smage, at der ikke er kød i, smiler Ann Nissen fra Faaborg og kigger over på sin ægtemand Lars.

De to er mødt op på Naturama for at møde tre sydfynske familier, der i tre måneder har skruet ned for biltransport, kød og indkøb af tøj for at skære ned på CO2-udslippet og dermed gøre noget godt for klimaet og mindske drivhuseffekten.

Læs også Klima-mor indrømmer: Snød med strudsekød i burgeren for at gavne miljøet

Ann og Lars har øset op af den mad, som to af de andre deltagere, Karoline og Mikkel Oldenburg, har tilberedt på samme måde, som de ville have gjort det i derhjemme.

Savner ikke kød i maden

- Vi brugte ikke så meget kød, før vi gik i gang. Men nu er det næsten på nul. Karoline og jeg er blevet veganere. Egentlig ikke som en bevidst handling. Men vi skulle da lige smage noget mad uden kød. Og det er bare utrolig dejligt, så vi er blevet ved, kommer det entusiastisk fra Mikkel Oldenburg.

Og han har noget at være glad for, da hans familie har på tre måneder nedbragt deres klimaaftryk, og dermed den mængde CO2 deres daglige forbrug og transport udgør, med hele 24 procent.

Det viser den udregning, som den rådgivende miljøforening Go2Green i Svendborg har foretaget.

De står for at gennemføre projektet i samarbejde med AOF Sydfyn og Det Økologiske Råd. Formålet er at blive klogere på, hvordan man som ganske almindelig borger helt konkret kan skrue ned for CO2-udslippet i dagligdagen.

Mad og gode tips, der kunne tages med hjem, interesserede de fremmødte, da de sydfynske klima-familier fortalte om de seneste tre måneders erfaringer. Foto: Preben Dahl

- Det er totalt fedt. Men... Vi var i forvejen ret langt nede. Og jeg ved virkelig ikke, hvordan vi skal kunne gøre det endnu bedre, fortæller Karoline Oldenburg og henviser til det danske klima-mål der i 2050 gerne skulle nå 2.500 kilo CO2 årligt per dansker.

Familien Oldenburg nåede i løbet af det tre måneder lange forsøg ned på 3.547 kilo CO2.

- En gennemsnitlig dansker står i dag for 18.000 kilo CO2 på et år, så familierne har gjort det flot. Udover Mikkel og Karoline så har de andre familier nedbragt deres klimaaftryk med mellem 38 og 17,5 procent. Det er tal, der forhåbentlig kan inspirere en hel masse mennesker, kommer det fra Niels Christian Nielsen, der er projektleder i Go2Green.

El-cykel er godt for klimaet

I en anden familie er el-cyklen blevet det vigtigste våben i klimakampen.

- Jeg har haft el-cykel længe og nyder det. Det er efterhånden blevet til 14.000 kilometer, efter jeg begyndte. Da vi gik i gang med klimaforsøget, købte min mand en el-cykel. Det har betydet, at vores bil ofte holder stille. Det er kun, når vi skal på længere ture, vi bruger den, fortæller Marie Stenbak Andersen.

Hun har taget familiens cykler med ind i Naturamas store foredragssal og besvarer i et par timer mange nysgerrige spørgsmål. Mange af de fremmødte har nemlig stor lyst til at lade sig inspirere af klimafamilierne. Også Ann og Lars fra Faaborg der i forvejen cykler meget. Men på madområdet kan de godt finde på ændringer.

Vegansk mad med masser af smag overraskede mange på Naturama. Foto: Preben Dahl

 - Man skal lige vænne sig til, at det ligner kød, men ikke er det. Men godt, det er det altså, indrømmer en omstillingsparat Lars Nissen, der godt kan forvente ændringer i menuen, for hans kone supplerer:

- Jeg elsker det. Det er virkelig godt, slutter Ann Nissen.

05:19

I tre måneder har fire familier i Svendborg kæmpet for klimaet. De har rejst mindre, undgået kød i maden og købt brugt tøj frem for nyt. I aften medvirkede de ved et arrangement i Naturama i Svendborg.

Luk video

Klima-aftryk:

Ved produktion, transport og udførelse af varer og tjenester dannes drivhusgasser.

Kuldioxid (CO2), metan (CH4) og lattergas (N2O) er de primære gasser.

Man opgør klimaaftryk i hvor mange CO2-ækvivalenter der udledes. Det gør man for at have en fælles måleenhed for klimagassernes indvirkning.

CO2 har den mildeste effekt af de tre gasser. Metan har 23 gange så kraftig drivhuseffekt, mens lattergas er 298 gange kraftigere end CO2.