Tre unge tilstår hjemmerøveri

Dreng fik 75 kroner for at holde vagt, da to kammerater begik hjemmerøveri mod par i Tved nær Svendborg.

Tre unge mænd har tirsdag tilstået, at de for næsten to år siden opsøgte et par i 50'erne nær Svendborg og begik hjemmerøveri mod dem.

Alle tre blev anholdt tidligt tirsdag morgen efter et vigtigt tip til ordensmagten, som ellers havde lagt sagen på hylden.

En 19-årig er blevet varetægtsfængslet i fire uger, mens de to andre, der er 18 og 17 år, er blevet løsladt, rapporterer fyens.dk om grundlovsforhøret i Retten i Svendborg.

Det var nemlig den ældste, som styrede de voldelige begivenheder 16. februar i 2011, da han truede parret i Tved nær Svendborg med en softgun-pistol.

Udbyttet blev cirka 3000 kroner, og undervejs slog den ældste også det mandlige offer, som derefter måtte en tur på skadestuen.

Ifølge fyens.dk fik den 17-årige, der holdt vagt uden for, 75 kroner for at have deltaget.

Fyns Politi har betegnet sagen som et hjemmerøveri, fordi der ikke var nogen særlig relation mellem ofrene og gerningsmændene i forvejen.

De tre unge er alle fra lokalområdet.

Gennembruddet i den gamle sag skete på grund af en henvendelse til politiet fra et vidne, som havde temmelig præcise oplysninger om de tre.

Når politiets efterforskning er færdig, skal en jurist sende sagen i retten, som derefter fastsætter straffen til trioen.

Oversigt

    Oversigt