Truet i eget hjem med koben

Groft hjemmerøveri Gudbjerg i nat. En 51-årig mand blev truet til at udlevere penge og blev efterfølgende bagbundet til en radiator.

Else Johansson er nabo til den mand, som to røvere i nat trængte ind til.

- Det er forfærdeligt. Det er det altså. Det at de går ind til folk og bagbinder dem, det er forfærdeligt, siger hun.

Hjemmerøveriet skete her på Løkkevej i Gudbjerg, hvor to maskerede, dansktalende røvere ved halv tre-tiden natten til fredag brød gennem et vindue til landejendommen, hvor den 51-årige beboer sov.

Mændene truede med et koben manden til at finde penge.

- Han bliver så gennet rundt i hele huset, både i stueetagen og på førstesalen, og han ender så med at give de her mennesker nogle penge. Og da de synes, de har fået nok, så binder de ham med en ledning til en radiator, og så flygter de, fortæller vicepolitiinspektør Klaus Arboe.

Efter at have siddet bagbundet i en halv time lykkedes det offeret at slippe fri og alarmere politiet, der stadig leder efter de to gerningsmænd.

- Det er stærkt ydmygende, den måde det er foregået på, så det har været en rigtig voldsom oplevelse for ham, siger Klaus Arboe.

Hjemmerøveriet har rystet Else Johansson.

- Nu er det altså tæt på. Det er det godt nok, siger Else Johansson.

Politiet beder om hjælp

Politiet hører gerne fra eventuelle vidner i sagen. De to Gerningsmænd beskrives som:

A: Mand, tavs under hele røveriet - mulig dansk, cirka 20 år, 180-190 cm, tæt af bygning, iført sort ensfarvet hættetrøje uden tryk, blå jeans, maskeret med klæde for munden, bar klare engangshandsker, bevæbnet med koben.

B: Mand, dansktalende uden accent, cirka 20 år, cirka 180 cm, almindelig af bygning, iført mørk grå hættetrøje uden tryk, blå jeans, maskeret med klæde for munden, bar klare engangshandsker, havde muligvis en pistollignende genstand i den ene hånd.

Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.

Oversigt

    Oversigt