Tvangsfiksering kan koste regioner 130.000

Region Sjælland og Region Syddanmark vil have kendt tvangsfikseringer af patient lovlig. Patientklagenævnet har ellers tidligere truffet den modsatte afgørelse.

Det skal koste to regioner en samlet regning på 130.000, at en mand over flere omgange blev udsat for ulovlig tvangsfiksering. Det mener manden og hans advokat, der har stævnet Region Sjælland og Region Syddanmark.

Manden var bæltefikseret i 14 dage på psykiatrisk afdeling i Svendborg i juni 2016 og fire dage i Sikringen i Slagelse fra februar til marts i år. Her har manden været anbragt siden.

Patientklagenævnet har tidligere slået fast, at fikseringen i 12 ud af de 14 dage i Svendborg og de fire dage i Slagelse var ulovlige. Derfor kræver manden nu erstatning.

De to regioner vil dog frifindes og afviser at betale erstatning. Det oplyste de tirsdag i Retten i Næstved. Selve retsmødet fandt sted i et lokale på Sikringen.

- Regionen påstår, at tvangsfikseringen var lovlig. Den skete for at forhindre skade på patient eller andre, lød det fra Region Sjællands advokat.

Samme argument kom fra Region Syddanmark.

Forud for anbringelsen på Sikringen blev manden fikseret i et år på psykiatrisk afdeling i Aalborg. Det er siden blevet stemplet som ulovligt af Patientklagenævnet, men sagen mod Region Nordjylland vil først blive behandlet senere.

Patienten selv var til stede ved en del af retsmødet tirsdag. Bag ham sad fem ansatte fra Sikringen. Ved siden af ham sad hans bror, der også er hans bistandsværge.

De fortalte begge, at han ikke var truende, da han kom til Sikringen fra Aalborg og blev bæltefikseret ved ankomsten.

- Han havde glædet sig til at blive overflyttet og havde kigget på billeder fra Sikringen i flere måneder.

- Det var voldsomt for ham at være fikseret i månedsvis i Aalborg, og så bliver han mødt af en fiksering i Slagelse. Men hvordan kan en mand uden muskler være farlig, spurgte broren.

Advokat Tobias Stadarfeld Jensen repræsenterer manden og kalder tvangsfikseringen på Sikringen over fire døgn ekstrem.

- Så kan man klappe sig selv på skulderen over, at man kun har brugt fire dage efter månedsvis fiksering. Men man kan ikke godtgøre, at han udgjorde en umiddelbar fare, sagde han.

Afgørelsen i sagerne ventes 3. september.