Udsolgt: TV 2/Fyn inviterer til koncert med Dr. Rolf og Kanylerne fra X-Factor

Dr. Rolf og Kanylerne har skrevet historie som det første etablerede band i X-Factor. Nu kan du møde dem til en gratis koncert i Svendborg.

**Opdateret mandag 19.05: Alle billetter er nu afsat. Det er muligt at skrive sig på venteliste.**

De er ikke ligefrem typiske X-Factor-deltagere. Fire ældre mænd med livserfaring. Og fra Fyn.

Men det sydfynske orkester Dr. Rolf og Kanylerne smuttede alligevel igennem nåleøjet i X-Factor, og de kom på den store scene i det landsdækkende underholdningsshow. Og de blev berømte i det ganske land. 

Nu kan du møde det fynske band til en koncert i Svendborg, og komme helt tæt på bandets medlemmer. TV 2/Fyn inviterer til koncert søndag den 7. april klokken 14 på værtshuset Arne B i Svendborg.

Koncerten er gratis, men man skal reservere billet via linket HER.

Ved koncerten spiller Dr. Rolf og Kanylerne de sange, som blev kendt af hele Danmark i X-Factor, men bandet byder også på en række sange fra det øvrige bagkatalog.

Og så tager bandet sig en snak på scenen med TV 2/Fyns Martin Mulvad Ernst om oplevelsen med det store tv-show.

Travle herrer

Dr. Rolf og Kanylerne består af Ole Rolf, der spiller guitar og synger, Henrik Baunkilde på guitar, Jens Holgersen på kontrabas og Klavess Larsen, der står for percussion og spiller banjo.

Siden det fynske orkester udsendte deres første album "Han prøver bare at finde hjem" i sommeren 2018, har de været travlt optaget af spillejobs, men optagelsen til programmet X-Factor overskyggede pludselig alt.

De nåede målet, som de havde sat sig, nemlig at gå så langt som til de store liveshows.

Og så slog Dr. Rolf og Kanylerne undervejs hele tre rekorder i X-Factor: Rekorden som de ældste deltagere nogensinde i programmet. Det deltog som det første etablerede band i X-Factor nogensinde. Og de var de første nogensinde, der optrådte med egne sange. 

Det er de fire fynske mænd rimelig stolte af, og selv om de ikke gik hele vejen og vandt hele konkurrencen, så er der god grund til at fejre Dr. Rolf og Kanylerne med en koncert på hjemmebane.

Der udbydes i alt 70 gratis billetter til koncerten, og det er efter først til mølle-princippet.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt