Unge scenekunstnere skal spire på Sydfyn

Et nyt projekt skal samle unge, der har lyst til at bruge sommerferien på at lave scenekunst i Svendborg.

Hvis man er ung og teaterinteresseret på Sydfyn, kan det være svært at finde frem til de andre unge i samme siatuation.

Derfor har en gruppe unge scenekunst-entusiaster i Svendborg nu skabt Performer's Paradise, som er et projekt bestående af fem korte produktionsforløb, der hver afsluttes med en event i Svendborg Midtby i løbet af juli.

- Vi giver dem en mulighed for at udfolde sig og være kreative og nysgerrige sammen i byrummet, som er et helt nyt rum at lave teater i, siger Laura Teglhøj, der er medskaber af Performer's Paradise. 

Flere instruktører vil stå for de fem forløb, der dermed kommer til at have forskellige kunstneriske udtryk. 

Alle kan deltage

Laura Teglhøj understreger, at alle kan deltage i projektets workshops. Det kræver ikke, at man kan har erfaring med skuespil i forvejen. 

- Man skal bare være her og komme med sig selv, siger Laura Teglhøj og forsætter: 

- Det er et rum, hvor alle kan være med, fordi det netop er en skabelsesproces, der er vigtig her. Man mødes og skaber noget i byrummet sammen.

Til gengæld kræver det, at man fordomsfrit vil være med til at undersøge, hvordan man skaber scenekunst uden for den traditionelle teaterramme. 

- Det særlige ved det her projekt er, at publikum er dem, der går forbi og handler og kigger. Så det er bare en helt særlig oplevelse, man ikke får andre steder, siger Laura Teglhøj.  

Fællesskab er vigtigt

I Performer's Paradise er det vigtigste det fællesskab, der opstår i forløbet. 

- Der sker noget helt særligt i scenerum, at få lov til at glemme tid og rum og være udenfor og møde publikum, siger Laura.

Projektet er skabt af unge scenekunstentusiaster fra SceneLab/Rum i samarbejde med Betina Birkjær, der er kunstnerisk leder for Lunapark Scenekunst. Håbet er, at man ved at samle så mange interesserede som muligt kan starte en fælles platform for scenekunst på Sydfyn.  

Oversigt

    Oversigt